‘Christopher Herwig er fotograf, men jeg kalder ham for busstoppestedsjæger. Som fortælleren i en roman af Ivan Turgenev går han på jagt. Han opsporer, finder og fanger sit bytte, men trofæerne er ikke udstoppede bjørne eller sommerfugle sat på nåle. Det er fotografier af busstoppesteder, mere præcist: sovjetiske busstoppesteder’.
Sådan begynder Kristoffer Hegnsvad sin bog om det, han kalder små trodsige helte i vejsiden. I årevis har han fulgt i fodsporene på den canadiske fotograf og busstoppestedsjæger Christopher Herwig, der siden 2002 har opsporet de oprørske læskure, som blev til under det sovjetiske styre. Det er blevet til den Robert-nominerede dokumentarfilm ‘Sovjet Bus Stops’. Og nu udkommer bogen, der er en litterær hyldest til monumenternes kraft på vejene og tanker fra grøftekanten.
Hør Kristoffer Hegnsvad fortælle om sovjetmentalitet og undertrykkelse; om håb, opposition og frihed i samtale med Knud Brix, ansvarshavende redaktør for Ekstra Bladet og forfatter til flere bøger, senest ‘Febertræet’. Brix har selv rejst i bl.a. Rusland og Ukraine. Sidstnævnte både før og efter invasionen.
Vores anmelder skrev, at ‘Også i nat drømte jeg om sovjetiske busstoppesteder’ var »en drømmeskabende bog«. Du kan læse anmeldelsen her. Det vil være muligt at købe et eksemplar af bogen og få det signeret på aftenen.
KØB BILLET