Spørg mig i november. Det var det svar, jeg gav til alle, der i sommer spurgte mig, hvordan det var at vende hjem. De seneste tre år har jeg – som mange ved – boet i USA. Selv om mange tænker, at det bare var ovre på den anden side af Atlanten, så var der en markant geografisk forskel. For vi boede på breddegrad med Syditalien, hvilket betød, at det var lyst i november klokken 7 om morgen og først for alvor blev mørkt hen under aften.
Derfor har en af de ting, jeg for alvor frygtede ved at vende hjem, været vintermørket. Og derfor svarede jeg: Spørg mig i november. Så ved jeg, at jeg for alvor mærker, hvordan det er at bo højt mod nord. Nu er det så november, men indtil videre føles det ikke slemt. For så længe man har mad nok, et godt sted at bo og en skøn familie, er mørket en mindre ting. Det er jo bare naturens gang.
