Jeg har fået en ny mani, hver gang jeg kommer forbi den lille købmand tæt på vores sommerhus. Jeg bliver draget som en magnet af de mange blomster og planter, der står uden for butikken, og jeg har de seneste måneder allerede læsset cykelkurven op til flere gange med alt fra løgplanter til akelejer i flere farver.
Efter at have boet i udlandet i tre år, er jeg endelig hjemme, mens det er forår, og kan begynde et forsømt arbejde: at øge biodiversiteten i haven. Det giver en umiddelbar lykke, at man selv med relativt små greb kan gøre noget ved de store døde græsplæner og få livet til at summe i haven. Det er i hvert fald det, jeg forventer at få ud af mit arbejde.


























