Et af de tv-programmer jeg har hidset mig mest op over i tidens løb, var da Danmarks Radio for cirka 10 år siden ville lære familier at spare på deres madbudget, så de kunne få råd til drømmerejsen eller en ny tilbygning. Programmet hed ’Spis & Spar’ og den primære måde familierne fik flere penge på, var ved at udskifte deres normale mærkevarer med en discountudgave. Altså bytte luksus ud med lavkvalitet og lære at være ligeglade med sprøjtegifte, dyrevelfærd, tilsætningsstoffer og frem for alt gøre smagen sekundær.
Derfor går jeg absolut ikke ind for at spare på mad ved at købe ringere kvalitet, men der er andre måder at tackle de stigende fødevarepriser på, så budgetposten ikke er tømt efter to uger hver måned.


























