Så står vi her igen i den mest vidunderlige råvaresæson, men jeg kan ikke længere bare fryde mig over synet af hvide og grønne asparges i store bundter og kassevis med røde jordbær. For jeg er begyndt at se et andet billede for mig. Sprøjtegifte, pesticidrester, forurenet grundvand, fattig jord og et miljø i ubalance.
Et troldspejl er blevet holdt op foran mig, og det er faktisk belastende. For jeg ville hellere bruge min tankevirksomhed på at overveje, om jeg skal lave hollandaise eller buerre blanc til mine asparges, end at gruble over, hvor mange gange de mon er blevet sprøjtet, før de ender her. Det kan jeg ikke se. Jeg kan kun konstatere, at de ikke er økologiske.




























