»L’chaim!« De syv israelske kokke og cirka lige så mange tjenere løftede deres glas mod os, skød nakken bagover og drak. »L’chaim – to life!« Glassene blev smækket i bardisken, og alle forsvandt i susende fart tilbage til de gøremål, de var midt i. Klokken var 12.30 i Jerusalem, kun få kilometer fra nogle af verdens helligste spots. Tårnhøj israelsk pop fyldte frokostrummet, og pligtshots var nogenlunde det sidste, jeg havde forestillet mig ville ramme mig denne højlyse dag.
I min guidebog over Israel stod der, at i Tel Aviv fester man, i Haifa (Israles 3.-største og nordligste by) arbejder man, og i Jerusalem beder man. Efter en uge uden meget søvn på et hotel, der viste sig at tiltrække en stor og meget festglad homocrowd, tog jeg den beskrivelse helt bogstaveligt. Jeg havde ligefrem glædet mig til religiøs tilsløret andægtighed, men her sad jeg nu med den lokale anissmagende drik arak i svælget (og bad om mere).
