I maj skulle jeg have været 5 uger til Japan. Jeg skulle have spist sushi, til jeg revnede, og være gået på opdagelse i resten af det japanske køkken, som jeg slet ikke kender godt nok. I sommerferien skulle jeg have været på den årlige ferie til Portugal med min mor og min familie. En tur, vi har taget hvert eneste år, siden jeg var 8. Vi skulle have spist hjertemuslinger med smørsauce og vild koriander, slikket fingrene efter klistrede donuts fra den ikoniske donutmand på yndlingsstranden og have drukket vinho verde, som kun smager rigtig godt, når man rent faktisk befinder sig i Portugal. Til efteråret skulle vi have været en smuttur til New York, for da vi var der sidste som mer, havde vi ungerne med og kom derfor ikke helt på omgangshøjde med den restaurantscene, jeg elsker til døde. Ovenstående linjer beskriver vel i sagens natur, hvordan jeg helst vil se mig selv: som ubekymret rejsende med en yndlingsrestaurant i hver en havn.

Og nu er vi så her. Alle rejseplaner for sommeren 2020 blev som bekendt aflyst, da verden lukkede ned i marts. I stedet for Tokyo, Milfontes og New York har vi langtidslejet et sommerhus fra maj til oktober, og det er herfra, jeg sidder på et tæppe i haven og skriver disse linjer. Min kæreste er cyklet efter fisk på havnen og vores to indekatte, der bevægede sig rundt i græsset med ørerne slået forsigtighed ned, da vi lukkede dem ud af transportkassen til udekattelivet, fanger nu fluer (og, ak, fugle) med et instinkt, de ikke vidste, de ejede. Når aktiviteten overmander dem, falder de i søvn som teenagere og drømmer missedrømme, mens de i søvnen mjaver og spjætter.