På mit skrivebord står et billede af mig og min bror i en gul kornmark. Vi er unge, nok næsten voksne. Jeg er sikker på, at min mor er fotografen. Jeg kan ikke huske det, men jeg ved det, for hun har ferie efter ferie kostet os ud i bugnende marker, thi det giver tilsyneladende gode billeder. Det her er et godt billede. Vi griner begge to, min bror og jeg. Stort og ægte og med hvide tænder. Det må have været en varm sommer, for vi er begge brune i flere lag, og jeg er så lyshåret, som jeg kunne blive. På billedet er jeg hvalpet og min bror har endnu ikke fået den hemanlignende krop, som han har trænet op i dag. Jeg kan ikke huske, at billedet blev taget, men jeg kan huske, at min bror og jeg samme eftermiddag cyklede til Melsted Badehotel.
Før middagen drak vi champagne på klipperne foran restauranten. Vi har været unge, for jeg kan stadig erindre, at det føltes kunstigt selv at bestille vin. Den type ord i min mund. Vi må have sparet op eller i hvert fald have haft penge på lommen, for det er især følelsen af frihed, der sidder fast i erindringen. Friheden til selv at kunne plukke i menukortet, friheden til at gøre, hvad vi ville. Vi havde lyst til meget. Da middagen var forbi, var vi fulde, men mest høje af ungdom og samhørighed og »ååååhhh, hvor smagte pighvarren viiiiildt«. Mosekonens bryg og natten der bar os, da vi cyklede gennem Almindingens højder og dyb. Ind i den store sommer og med den længsel, som kun unge hjerter kan rumme.
