En af de største glæder i sommerkøkkenet er de nye kartofler. Jeg har en forkærlighed for ydmyge grøntsager, der ikke gør det store væsen af sig, men som rummer store smagsoplevelser. Og det gør kartoflen.
I sidste uge kogte jeg de første nye kartofler, og jeg blev helt madlykkelig. Den tynde skal var næsten sprød, da jeg bed i den, og indeni var der et blødt indre, der smagte sødt med noter af regnvåd sommerjord.




























