I år er det 15 år siden, min mand og jeg første gang skulle holde juleaften. Jeg ved det, fordi vores datter var spæd, og det var hendes første jul. Vi havde samlet både hans og mine forældre i vores lejlighed oppe under taget på Frederiksberg. Det var stort at stå med julestafetten. Det markerer et generationsskifte, men fik det os til at ændre på julemaden? Næ, og når vi igen i aften skal tilberede julemiddag, følger vi en helt fast køreplan. Sådan er det for de fleste, der enten skal lave julemad for 1. eller 30. gang.
Juleaften er den eneste aften, hvor de fleste danskere spiser den samme mad. En netop offentliggjort undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at omkring 85 procent forventer, der er brun sovs, hvide kartofler og risalamande på bordet. 77 procent forventer at servere and, mens 70 procent serverer flæskesteg.



























