Hele vinteren har jeg gået omkring dem. De grønne asparges, der som ingen anden grøntsag signalerer forår. Jeg har nægtet at købe dem, lige meget hvor økologiske og indbydende de har set ud, for det er noget rod at købe grøntsager, der ikke er i sæson og som ikke matcher vejret udenfor. Men nu er det for alvor blevet forår her, hvor jeg bor. Alt står lysegrønt og blomstrende, og der er endelig kommet asparges, ikke fra Mexico, men fra et nærmere lokalt sted.
For mig er det et helt rituelt at købe forårets første asparges. De skal helst være tykke og fede, men mindre kan også gøre det. Jeg elsker, at navnet på græsk betyder ungt skud, for det passer så smukt til alt det, det symboliserer. Det grønne, der igen maser sig op over jordoverfladen, som minder mig om, hvilket mirakel naturen er, og – undskyld for at lyde højstemt – hvilken vidunderlig skønhed planteriget rummer, når det hele springer ud og igen maler livet lysegrønt. Vi står over for sæsonen, hvor det er en fest at mæske sig i planteriget.
