Det virker som evigheder siden, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) sidste vinter samlede folket til demonstration mod fjernelsen af store bededag, hvor slagord som »fingrene væk fra vores fridag«, gjaldede løs på Christiansborgs Slotsplads, mens Anne Linnet og Tessa satte de musikalske svingninger i gang. Luften gik bare gevaldigt af protesthveden, da FH’s formand Lizette Risgaard et par måneder efter blev fældet, fordi hun ifølge flere unge mænd havde haft nogle lidt for ivrige hænder. I mellemtiden var fjernelsen af store bededag gennemtrumfet ved lov og oprøret forstummet.
Troede de. For på fredag er det igen store bededag. Det står godt nok ikke længere i min papirkalender, men siden 1686 har store bededag ligget den fjerde fredag efter påske. Det bliver den ved med. Fridag eller ej. For jeg er ikke en af dem, der siger ’lev med det’ og spiser en makrelmad i stedet til frokost. Jeg skal derimod spise masser af hveder og ætse rundt i min egen indebrændthed over afskaffelsen af helligdagen.
