For cirka 10 år siden udgav en ung tysk læge en bog, der sikkert har fået forlagets marketingafdeling på overarbejde. Bogen hed ’Tarme med charme’, og den titel kan muligvis lyde frastødende. Men Julia Enders’ bog blev en bestseller og har på verdensplan solgt over fem millioner eksemplarer. Nu kan alle, der ikke kender bogen, opleve Julia Enders i en ny Netflix-dokumentar: ’Hack dit helbred: Din maves hemmeligheder’, som jeg vil anbefale til enhver, der vil blive klogere på vores vidunderligt komplekse organ, tarmen, og ikke mindst dets beboere. Hvorfor skriver jeg alt det her, når rubrikken lover noget om kalorier? Hæng på. Forklaringen kommer.
De seneste godt 15 år har forskere åbnet døren på klem til et univers, der før var absolut ukendt for os. Nemlig vores mikrobiom, der er en samlet betegnelse for det liv, der blandt andet består af bakterier, svampe og virus, der primært bor i vores tarmsystem. Vores mikrobiom har vist sig at have en afgørende betydning for, hvordan vi har det både fysisk og psykisk, og den gode nyhed er, at vi selv kan påvirke sundhedsstilstanden i vores mikrobiom.


























