Giftigt, dødeligt og med en narkotisk tiltrækningskraft, der overgår kokain.
Anklagerne regner i disse år ned over det hvide raffinerede sukker, som vi danskere spiser i gennemsnit 20-30 kilo af om året – i desserter, slik, sodavand og skjult i alle former for fødevareprodukter. Det er ikke forkert at sige, at sukker på kort tid har presset det ’hjertefarlige fedt’ væk som Årets Skurk.
I medier kan man hyppigt læse overskrifter som ’Rystende forskning: Så farligt er sukker for hjernen’. I Storbritannien er den ellers erhvervsvenlige konservative regering i gang med at indføre en sukkerskat for at redde befolkningen fra overvægt; WHO mener nu, at vi kan få gavn af at holde sukkerindtaget under 20-30 gram om dagen (det halve af danske myndigheders anbefaling), og en række nye afsløringer af, hvordan sukkerindustrien støtter forskere i at underspille sukkers effekter, har været med til at give det søde stof et skidt ry.
Sukker er en politisk sprængfarlig substans, der får den ene halvdel af befolkningen til at kræve sukkerpolitik og nultolerance og den anden halvdel til at råbe op om ’hysteri’ og ’kollektive spiseforstyrrelser’.
