Sardinen er en ydmyg og smuk lille fisk med sit blålige skær på ryggen og sit sølvfarvede skind. Den svømmer i stimer og glimter, når solens stråler rammer den nær havets bund.
Sardinen er den delikate kusine til vores dejlige og mere robuste sild. Den kommer langvejsfra og svømmer i alverdens have, Middelhavet ved Sardinien, som den er opkaldt efter, Atlanterhavet langs Portugals kyster og hele vejen op til Bretagnes klippekyst, med smut videre til Island endda.
Sardinen er min yndlingsfisk, både levende i havet og på min tallerken. Åh, paradokset, dilemmaet har fulgt mig altid. Med tiden og bevidstheden bliver det sværere og sværere for mig at hugge tænderne i et væsen, som engang har været levende. Snart må jeg nok nøjes med at spise en fin lille chokoladesardin, pakket ind i sølvpapir med en malet sardin på, i ny og næ.
Selv elsker jeg at svømme som en sardin i havet både sommer og vinter i en sådan grad, at jeg tænker, jeg må have været sardin engang – i et tidligere liv ...
