Igennem århundreder har det højeste gastronomiske skoleridt handlet om at opdrive de fjerneste og mest sjældne produkter i verden.
Fyrster igennem historien satte både undersåtters liv på spil og brugte formuer på at opdrive netop det krydderi, den ingrediens, der fuldendte måltidet og naturligvis først og fremmest demonstrerede deres uhyre velstand og grænseløse indflydelse. Det 'flyfriske' vs. det nære
Jeg husker som barn at have set billeder af Simon Spies, der fik flutes og croissanter fløjet ind fra Paris; dengang signalerede vendinger som ’netop fløjet ind fra...’ eller måske ligefrem ’fly-frisk’ noget uhyre eksklusivt. Østers fra Honfleur. Citrongræs fra Bangkok. De vanskeligst opnåelige råvarer var de fornemmeste.
I årevis talte vi i min familie om, da min far fik reddet de sidste 12 dåser ægte skildpaddesuppe fra Magasin du Nord. Jeg forestillede mig dengang, hvordan de kostbare dåser var gået fra hånd til hånd fra en fjern stillehavsø til Kongens Nytorv i København og nu omsider var nået deres mål i min fars kobbergryde i vores køkken på Trianglen. Med den totale globalisering har det internationale og sjældne mistet en stor del af sin eksklusivitet. Igennem en årrække har udviklingen herhjemme gået mod det nære, det lokale. Vi vil have smagen fra hjemegnen – eller Gout du Terroir, som altid har været rygraden i den franske madkultur.
