Godt, at du har fornuftige sko på«, siger Torsten og smiler bredt, da iBYENs udsendte træder ind ad døren til spillestedet Rust på Nørrebro. I hånden har Torsten en lille gul persontæller, som han klikker på, hver gang en ny gæst bliver lukket ind ad døren. Klokken 23.30 er knap 250 mennesker gået igennem indgangen for at høre Marie Key Band, der netop er gået i gang med sidste nummer. I foyeren er de første natklubgæster så småt begyndt at strømme ind. De fleste piger er i stramme cowboybukser ud over faretruende høje stiletter, men vimser alligevel ubesværet op ad trappen til baren. Torsten er en stor fyr med lyst kortklippet hår, brede skuldre og muskuløse overarme, der træder tydeligt frem under trøjen. Han er nem at kende i sin karakteristiske blå fleecetrøje, hvorpå der står ’Vagt’ med store bogstaver.
Spotter branderter
Mens fredag aften for de fleste er en god blanding af spontane handlinger, manglende overblik og tilfældigheder, er en aften i byen en helt anden oplevelse for en dørmand. Det handler om radarblik og om at spotte ballademagere, inden de bliver til ballademagere.
Sammen med kollegaen Per og chefen Martin Løvenhardt er det i aften Torsten, der skal holde styr på natklubgæsterne på Rust.
Fra indgangen ved Guldbergsgade, hvor han står, har Torsten et godt overblik over den øverste bar. Herfra spotter han ofte branderter, før de kammer over eller ender med, at folk falder i søvn.
»Her kan jeg holde øje med, om folk har en mærkelig adfærd eller sidder og sover. Man kan faktisk se ret meget hernedefra«, forklarer han og hilser på en flaskesamler med sixpence, der roder i skraldespanden ved siden af indgangen. På dansegulvet er Prince kommet på, og de modigste piger bevæger sig ud på gulvet med selvsikker attitude.
Røg i baren
»Kom herned nu!«, siger Torsten hurtigt med munden nede i sin kalder, og fem sekunder efter står Per i foyeren ved indgangen. Torsten peger på en intetanende fyr i baren, der har en mistænkeligt duftende cigaret i hånden.
»Den lugter mærkeligt. Tjek lige, om det er en joint«, siger han til kollegaen, der diskret stiller sig bag fyren i baren. Øjnene er opmærksomme, alle sanser rettet imod den rygende smøg. Den suspekte cigaret viser sig dog at være en helt lovlig cerut. Martin kigger på sine kolleger og smiler.
Kl. 1 er 500 gæster gået forbi dørmændenes persontæller, og en voksende kø af festklædte mennesker hober sig op foran indgangen, hvor Martin holder øje med, at der ikke bliver for proppet i foyeren. Pludselig kommer Torsten ud med en ophidset ung fyr i skjorte og mørkt jakkesæt. Hans to venner sjosker bag efter den store dørmand.
Optrin udenfor På fortovet udenfor prøver Per at forklare fyren, hvorfor han bortvises fra natklubben. »Fuck dig, din bums! Så giv mig dog en grund!«, råber den mørkhårede fyr. Brynene er rynkede, og de mørke øjne gnistrer arrigt af trods. »Du har en dårlig attitude«, siger Per og kigger fyren ind i øjnene. »Hvad? Hvad mener du med det?«, råber fyren, mens hans to venner skutter sig i baggrunden. I køen foran Rust kan folk ikke lade være med at glo på det lille optrin. Efter et par minutters snak frem og tilbage har Per fået overbevist fyren om, at det er bedst, at han forlader natklubben. »Jeg beklager. Tak for i aften!«. »Det’ o.k. Nu går vi ud og laver ballade«, siger fyren, mens han og vennerne går videre ned ad Guldbergsgade. Oppe fra dansegulvet breder de fængende toner fra reggaeklassikeren ’Murder She Wrote’ sig.
