Egentlig skal de kun bruge 150 gastronomiinteresserede ganer. Men mere end 2200 madglade danskere fra hele landet har meldt sig til et forsøg, der kan give adgang til et gratis måltid på eftertragtede Noma.
Normalt kommer man af med op til 3000 kroner, når man spiser på den Michelin-stjernede restaurant, der for nylig blev belønnet med fem kokkehuer af Politikens madanmelder Helle Brønnum Carlsen.
»Der er så mange mennesker, der har svaret på vores spørgeskema, at jeg har været nødt til at lukke for tilmeldingen«, fortæller Line Mielby, videnskabelig assistent på det Biovidenskabelige Fakultet for fødevarer, veterinærmedicin og naturressourcer, der står bag restaurantforsøget.
Molekylær gastronomi
Det er et forskningsprojekt i molekylær gastronomi, der har fået Noma til at åbne deres selskabslokaler. Sensorikere og gastronomer skal undersøge begrebet smagsoplevelse ud fra en række spørgsmål, som deltagerne skal svare på før, under og efter middagen.
Det er anden gang, det Biovidenskabelige Fakultet laver restaurantforsøg. Sidste år var der 400 mennesker, der kæmpede om de 150 pladser. Line Mielby mener, at det er Nomas gode ry og omtale i Meyers nyhedsbrev, der er skyld i, at forsøget på Noma er så populært.
Ikke alle er velkomne
Det er ikke alle og enhver, der kan regne med at blive en af de 150 heldige forsøgskaniner. Forsøget retter sig specifikt mod madkendere, fortæller Line Mielby.
»Det er folk, som kan være potentielle kunder på højgastronomiske restauranter som Noma. Mennesker, der er utrolig interesserede i mad, og som higer efter nye smagsoplevelser«.
Hemmeligt fokus
Hvad forsøget på Noma helt nøjagtigt kommer til at handle om, vil Line Mielby ikke ud med.
»Det er et forbrugerstudie, så vi er interesserede i, at deltagerne ved så lidt som muligt, for ellers påvirkeret deres dømmekraft. Men jeg kan da afsløre, at vi vil undersøge, hvordan folk opfatter mad og smag«, siger hun.
Nomas souschef, Torsten Vildgaard, står bag gryderne ved forsøget, der finder sted den 17., 18. og 20. juni 2008. Planen er at lave endnu et forsøg til næste år.
fortsæt med at læse


























