Danskerne kan skyde en hvid pil efter billigere æbler og gulerødder.
Nu slår regeringens rådgivere nemlig fast, at en lavere moms på frugt og grøntsager kun i mindre grad vil få os til at spise sundere. Og som bivirkning vil vi også købe flere usunde fødevarer, hvis de sunde bliver billigere.
Derfor kan det ikke betale sig at pille ved momssatsen på frugt og grønt, lyder det fra Mette Wier, der er formand for regeringens forebyggelseskommission. »Det er blevet betragtet som lidt af et columbusæg at fjerne momsen på frugt og grøntsager. Men faktisk viser undersøgelser, at der er en ret begrænset effekt af det. Ganske vist får det folk til at købe lidt mere frugt og grønt, men samtidig køber de mere chokolade og sukker. Der er altså nogle krydseffekter, som gør, at det bedre kan betale sig udelukkende at hæve afgiften på usunde varer uden at sænke den på frugt og grønt«, siger hun.




























