»Godaften piger, og velkommen!« Kl. er 22.25, og jeg og mine to veninder, Line og Nanna, er lige kommet ind ad døren til Café Bopa. Velkomstkomiteen består af to glade mandlige bartendere, der venligt fortæller os, at det godt kan trække lidt ved døren. Helt overrumplet af al den uvante servicemindethed på en københavnsk café sætter vi os hen i et sofaarrangement, hvor der faretruende tæt på hænger et overdimensioneret rødt hjerte med discokugleeffekt. En god baggrund for aftenens mission: at finde ud af, om Bopa virkelig er så lummer som sit rygte. Til formålet har jeg medbragt et stopur, så jeg kan tage tid på, hvornår og hvor ofte ungersvende i alle aldre, former og typer søger kontakt. Så vi sætter stopuret i gang.
STOPURTID: 0.03.34
Vi får knap sat os ved bordet og bestilt en omgang, før bartenderduoen – der har luret vores mission – kommer hen med store grin og shots til os med beskeden om, at de »vil være de første til at byde os på drinks«, og at de »gerne træder til, hvis der ikke kommer nogen mænd hen til os«.
0.35.09: Så begynder det at strømme ind med folk, der henkastet skanner rummet. To stylede fyre med mistænkeligt tilfældigt hår kredser om vores bord med en lidt piget udseende drink plantet i den ene hånd. Vi spotter for første gang denne aften en mand omkring de 30, som tydeligvis havde en plakat med Don Johnson i 80’erne. I hvert fald har han bakset et ensemble af turkis T-shirt under en kridhvid hørblazer og tilbagestrøget hår sammen.
