Hver dansker kunne spare 12.000 kroner om året, hvis priserne i Danmark var på niveau med vore nabolande.
Det vurderer Konkurrencestyrelsen, som i sin årlige gennemgang af konkurrencesituationen slår fast, at de danske priser i gennemsnit ligger 9 procent over en række sammenlignelige lande som Tyskland, Finland og Holland.
»Det er desværre forbrugerne, der må bløde, fordi vi stadig har meget højere priser i Danmark end i resten af Europa«, siger Martin Salamon, konkurrencepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet. Dyre tjenesteydelser
Værst ser det ud med priserne på tjenesteydelser, der ligger 11 procent over gennemsnittet for Danmark og seks sammenlignelige lande, mens danske varer er 5 procent dyrere.
Ifølge Konkurrence-styrelsen er manglende konkurrence den store synder:
»En væsentlig del af forklaringen på prisforskellene er, at konkurrence-situationen i Danmark ikke er så skarp som i de andre lande«, siger Agnete Gersing, direktør i Konkurrence-styrelsen. Dansk Erhverv: Der er masser af konkurrence
Hun peger på, at danske virksomheder ifølge en undersøgelse, styrelsen har lavet, ikke er nær så fokuserede på at erobre markedsandele og udvikle nye produkter som virksomheder i Tyskland og Storbritannien.
»Man følger ikke i samme grad konkurrenten i en priskrig, fordi man har en svagere konkurrencekultur«, siger Agnete Gersing.
Dansk Erhverv, der repræsenterer 20.000 virksomheder, køber ikke konklusionerne.
»Vores opfattelse er, at der hersker en intens konkurrence på det danske marked«, siger erhvervspolitisk koordinator Søren Büchmann Petersen, Dansk Erhverv. Mange tilbudsvarer
Han mener, at prisforskellene blandt andet skyldes, at der ikke tages højde for den danske praksis med løbende at have mange tilbudsvarer til salg.
Han afviser også, at danske virksomheder er mindre konkurrencemindede end tyske og britiske virksomheder.
»Det tror jeg ikke på. Netop fordi vi ikke har så stort et hjemmemarked, er danske virksomheder tvunget til at være meget eksport- og udviklingsorienterede«, siger Søren Büchmann Petersen.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) hæfter sig ved, at konkurrencen trods de høje danske priser har det bedre end for bare få år siden. Lukkeloven giver øget konkurrence
Især er der kommet større konkurrence i de brancher, hvor det tidligere har knebet, blandt andet i banksektoren og forsikringsbranchen.
»Effektiv konkurrence er en vigtig drivkraft for økonomisk vækst. Derfor vil regeringen fortsætte arbejdet med at få konkurrencen i Danmark op blandt de bedste lande«, siger Brian Mikkelsen.
Han peger på, at regeringen har styrket konkurrenceloven og indført skrappere sanktioner, hvis udbudsreglerne overtrædes. Desuden er lukkeloven ændret, så butikkerne kan holde mere åbent.
Konkurrencestyrelsen er tilfreds med de politiske initiativer, men understreger, at det vil tage lang tid, før priserne i Danmark er på niveau med udlandet.
»Vi taler snarere om ti end fem år«, siger direktør Agnete Gersing.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash




























