Selv trænede vinsmagere kan tage fejl

Den, der kun tager vin for sjov eller vinen kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet vinen rigtig dårligt«. Et velkendt Piet Hein-gruk i en ’forvin’sket’ version, bare for at gøre opmærksom på, at arbejdet med vin, som for mange begynder som en hobby – måske som en passion – faktisk bliver endnu sjovere, når man griber passionen an med et gran af vinøs seriøsitet. Den visdom blev jeg selv udsat for, da jeg for et par uger siden var inviteret med til en smagning af 15 rødvine, alle lavet på pinot noir – det kalder vi normalt druen, mens den på den anden side af Rhinen bærer det lokale navn Spätburgunder. Læs også artiklen:Bliv din egen vinmager Værterne var to gamle bekendte fra den danske vinbranche, Jonas Laulund fra Vinslottet i Greve og Peter Møller Andersen fra H.J. Hansen, og målet med smagningen var at se, om de tyske Spätburgunder-producenter er ved at hale ind på de franske Bourgogne-producenter. Et interessant udgangspunkt. Men der var også et andet mål med smagningen: »Vi er jo begge to i gang med at tage en vinuddannelse i Holland«, begyndte Jonas Laulund. »Og så ville vi gerne have en gammel rotte som dig med til smagningen for at høre om dine erfaringer med internationale kurser og smagninger«. Læs også artiklen:Glædens druer Jeg takker for tilliden og indrømmer, at selv om jeg gennem årene har undervist på forskellige niveauer i Norge og Danmark, har jeg aldrig selv taget nogen eksamen inden for vinviden. Jeg er begyndt på kurser, men da jeg indså, at omkostningerne var så store, at familien skulle leve af vandgrød i flere år, droppede jeg det og satte andre retter på bordet. Men Jonas og Peter har tilsyneladende fundet pengene til et rimeligt langvarigt uddannelsesforløb, og motivationen er at bringe det i forvejen udviklede kendskab til vin op på et højere professionelt niveau, som dels vil gøre dem til bedre vinsmagere, dels til bedre indkøbere – og ikke mindst til bedre rådgivere for deres kunder. Kendskab er et must Jonas Laulund og Peter Møller Andersen er ikke de eneste, der går med disse ambitioner. Når man kigger rundt i branchen, er der en glædelig udvikling i gang, hvor mange har indset, at det for at være en god vinhandler ikke er nok at have et veludviklet handelstalent. Et dybtgående kendskab til de produkter, man køber og sælger, er blevet et must i en branche, hvor de små og mellemstore importører konkurrerer på viden og service og dermed placerer sig et helt andet sted end der, hvor den største konkurrence ligger: mellem supermarkedernes hastigt skiftende kampagnetilbud. Behov for vinuddannelse Jeg skal ikke sige noget ondt om supermarkederne, som er med til at give os vine til ’forbrugervenlige’ priser, og jeg skal slet ikke sige noget ondt om den vinuddannelse, som de fleste af dem hævder, deres personale gennemgår inden for kædens regi – for den har jeg aldrig stiftet bekendtskab med. Men jeg må indrømme, at jeg er glad for, at erkendelsen af behovet for en professionel vinuddannelse er ved at brede sig, ikke bare i restaurantbranchen, men også i den egentlige vinbranche. Nå, tilbage til smagningen, som Peter Møller Andersen, Jonas Laulund og jeg så småt skal i gang med, da Jonas hiver en stabel papirer frem. »Kender du dem?«, spørger han, og jeg nikker, da jeg ser den lange tjekliste, der skal udfyldes med kommentarer omkring en snes punkter vedrørende vinens smag og udseende: farvens intensitet og tone, aromaernes intensitet, deres karakter og udviklingsgrad osv., osv. Læs også artiklen:Luksusvinen er fra Europa Det er et hulens arbejde, er de enige om, men det skal til, hvis man vil opnå den komplette beskrivelse af en vin. »Bruger du det?«, vil de have at vide, og jeg svarer, at det efter mange år i branchen sidder på rygraden, og at skemaet jo ikke harmonerer så godt med den kortfattede verbale beskrivelse af vinens karakter og kvalitet, som jeg skal levere i søndagens vintest. Men jo: Den seriøse vinbeskrivelse indeholder elementer om, hvordan øjet, næsen og munden opfatter vinen, og så skal der også være plads til en konklusion. Og ja, det er et hulens arbejde at følge skemaet slavisk, især når kommentarerne skal formuleres, så det er læsbart og forståeligt for ikke-professionelle. Vi bliver enige om at køre otte af de 15 vine igennem i første sæt og så udveksle synspunkter om dem, inden vi tager de sidste syv. Seriøs slubren Smagningen foregår selvfølgelig som blindsmagning, så man ikke har mulighed for at lade begrundede eller ubegrundede fordomme spille ind i vurderingen af vinen. Som ved alle seriøse smagninger er der tavshed omkring bordet. Lidt slubren, kuglepennenes kradsen, lyden af de dybe indåndinger, når vinens aromaer skal vurderes, og de opgivende suk, hvis en vin ikke lever helt op til den standard, som prisniveauet mellem 200 og 500 kroner ellers burde lægge op til. Artige overraskelser Da det hulens arbejde er færdigt, diskuterer vi, hvilken vin vi hver for sig bedst kunne lide, og hvilke vi specielt var skuffede over, og vi vender problemstillingen: Kan man overhovedet smage forskel på tysk Spätburgunder og fransk pinot noir? Det kan man godt, er vi umiddelbart enige om: Bourgogne-pinot’erne er mere koncentrerede i smagen, har en fin syre og en behagelig tannin, og aromaerne er mere rene i frugten. På den anden side er de tyske Spätburgundere mere slikne i både næse og mund, mangler koncentration og dybde i smagen, og ofte er tanninen stort set kun til stede som en bitter smag og ikke som et strukturgivende element. Men da vi afslører flaskerne, kommer vi ud for nogle artige overraskelser. Ingen af os havde gættet oprindelseslandet rigtigt på alle 15 vine, og det viser sig, at det, vi omtalte som ’tysk stil’, i et vist omfang har invaderet Bourgogne, og at den ’franske stil’ så sandelig også gør sig gældende i Tyskland. Læs også:Økologisk vin får EU’s velsignelse Blindsmagninger som denne har den funktion, at den indgyder følelsen af ydmyghed. Selv trænede smagsløg og selv den største koncentration med de mest udførlige noter er ikke tilstrækkeligt til at tage kampen op mod fordomme. Den professionelle tilgang, som Peter Møller Andersen og Jonas Laulund har valgt at udbygge, og sammen med dem altså mange andre, er med til at nedbryde disse fordomme. Og det er der brug for, ikke bare hos branchefolk, men også hos os almindelige forbrugere, så vi tør give os i kast med nye vinområder og vintyper. Læs også:Oversøisk vin slår sjældent fejl PS. Af de smagte vine var min favorit en Chassagne-Montrachet Vieilles Vignes 2005 fra Bernard Moreau (H.J. Hansen), tæt fulgt af en Côte de Nuits-Villages 2005 fra Jayer-Gilles (Suenson Vin), begge genkendt som Bourgogne, mens bedste tyske vin for mig var en Kalkmergel 2005, fra Knipser i Pfalz (Sigurd Müller). For Jonas Laulund var en af de bedste vine Vinslottet i Greves egen Beaune I Cru Clos des Fèves 2006. Nydelig, bestemt, men jeg tog den nu for at være en tysker.