Jeg laver som regel morgenmad, for min kone, Lene, møder allerede på arbejde klokken otte, så til daglig er det mig, som afleverer vores to drenge. Ni ud af ti gange står den på havregrød, hvilket ikke skal forveksles med havregryn. Sidstnævnte smager nemlig af savsmuld eller fuglefrø. Og skulle jeg tvinges til at spise en skål havregryn, ville jeg stille dem i blød om natten over og hælde varm mælk over ved servering. Så bliver de faktisk meget gode. Havregrød a la crème brulée Til gengæld elsker jeg havregrød, som har en blød og lækker konsistens. Engang arbejdede jeg på et luksushotel i England, hvor de serverede gourmet-havregrød, lavet efter en gammel skotsk opskrift. Den røres sammen på mælk eller fløde, tilsat en klat smør, en skefuld sukker og en lille sjat whisky. Bagefter drysser man med brunt sukker, som varmes under en gasbrænder, så overfladen bliver sprød ligesom på en crème brulée. Det smager himmelsk. Pivgodt! Og på disse breddegrader passer det også meget godt med en lille dram om morgenen, når nu det altid er så koldt. Selv om jeg er englænder, spiser jeg yderst sjældent english breakfast. Det sker højst tre gange om året. Jeg elsker min snooze-knap. Så om søndagen kan jeg godt lide at sove længe. De to små mennesker, der bor her ud over min kone, er så søde, at de lister rundt på tåspidserne for ikke at vække deres far.
Enkelte gange, når jeg vågner ved 11-tiden, er jeg så heldig, at Lene har lavet det store morgenbord med æg og kogt skinke.
