Forårssolen kæmper mod resterne af vinterens iskolde morgener. Klokken er kvart i ni, og endnu engang er pressen fra ind- og udland mødt talstærkt op på adressen i toppen af det nordvendte tårn i Parken, der huser michelin-håbet, Geranium.
I går, tirsdag, fik holdet bag Geranium en lang næse, da de troede, de kunne få michelin-besked dagen før den officielle offentliggørelse, men de fik ikke andet en den skuffende melding: At de måtte vente til i dag, lige som alle andre.
LÆS ARTIKEL Michelin-håb fik en lang næse
Champagne eller gravøl
Søren Ledet, Rasmus Kofoed og Rasmus Nøttrup, der er hovedkræfterne bag Geranium, sidder til morgen igen placeret side om side omkring det hviddugede runde bord, der er placeret lidt tilbagetrukket i det minimalistiske restaurantlokale.
I i det åbne køkken, hvor gæsterne kan følge med i tilberedelsen af maden kun afskærmet af en glasvæg, er restaurantens kokke begyndt at gøre klar til dagen arbejde.
Stemningen er let, og Rasmus Kofoed, der for en måned siden blev kåret som verdens bedste kok, joker og siger grinende »Enten serverer vi champagne, ellers bliver det gravøl«, det sidste ord siger han med lidet overbevisning i stemmen.
Geranium-folkene har været utroligt optimistiske i forhold til deres michelin-chancer op til uddelingen i dag.
LÆS ARTIKEL
Guldkok: Vi har fortjent en stjerneStilhed før mediestorm
Der bliver helt stille, da Søren Ledet er igennem til Michelinkontoret i London. Men hurtigt går det op for alle, at det bare er en telefonsvarer. »Så er der kun tilbage at vente«, siger Søren Ledet, da han lægger røret.
Kort efter udbryder han »Nå, det kunne være, jeg skulle sætte lyd på min telefon«. Stemningen er rolig, men man kan fornemme, at nerverne sitrer lige under overfladen.
Der er mere stille end i går. Der bliver ikke småsnakket – måske er det influeret af det store presseopbud, der nærmest står på nakken af det siddende personale.
Vi venter nærmest i stilhed. Søren Ledet og Rasmus Kofoed får tiden til at gå med at se billeder af madanretninger på et digitalkamera.
Synlig skuffelse
En af de ansatte, der er klædt i civil, får et opkald på sin mobiltelefon om, at hun skal tjekke en hjemmeside, hvor michelinstjerne-oversigten for 2011 kan ses.
»Ingenting?«, siger hun spørgende i røret.
Der er stilhed. Sandheden om de vigende stjerner går langsomt op for ejerne. Pressefolket står stille et øjeblik og afventer en reaktion.
Trekløveret bag Geranium var forvissede om, at de fik minimum én stjerne, men nu er de grueligt skuffede.
Den lange næse fra i går vokser sig om muligt endnu længere. Det er kun blevet til en ’rising star’, der betegner, at restauranten er under særlig bevågenhed fra michelin-inspektørerne.
For øjnene af skriblende skribenter, blitzende fotografer og rullende kameraer modtager Søren Ledet, Rasmus Kofoed og Rasmus Nøttrup nyheden med skepsis. De vil være helt sikre på, at det skuffende resultat er korrekt, før de vil kommentere på sagen.
»Ja, gu' er vi da skuffede«, siger Søren Ledet, da der ikke er mere at være i tvivl om. Han forsvinder ud bagved, hvor pressens lange arm ikke kan nå ham.
Rasmus Kofoed, der har bevaret fatningen, tilføjer: »Så skal man godt nok levere et højt niveau for at komme med i den michelinguide«.
Han undrer sig over, at de på den gamle Geranium i Kongens Have, så hurtigt fik en michelinstjerne, når de ikke får nogen i dag. »Vi er jo meget dygtigere her. Vi bidrager med gastronomi i verdensklasse«, siger han. »De har nok synes, vi var for nye her på Geranium. Men hvad er det for noget pis? De er så forsigtige med de stjerner«, siger han med en kende bitterhed i stemmen.
LÆS ARTIKEL
Verdens bedste kok er i chok over MichelinKofoed: »Det er næsten at tage pis på os«
Da det først efter lang tid går op for Rasmus Kofoed, at Geranium dog har fået en ’rising star’, udbryder han spydigt:
»Det er da næsten at tage pis på os, hvis de har givet os en ’rising’«, henvendt til den kokkeelev, der har overbragt ham nyheden.
Men træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke her på ottende sal med udsigt til Fælledparkens vinternøgne trætoppe under os.
Holdet bag Geranium må vente til næste år med at håbe på hele stjerner igen.
fortsæt med at læse