Vi er næsten lige flyttet ind i lejligheden, så det er ikke os, der har lavet køkkenet. Men det er meget hyggeligt, blandt andet med sofaen og tæppet, vi har overtaget fra hende, der boede her før, så vi har ikke tænkt os at lave det om. Vi tilpasser os. Køkkenbordet er godt nok højt for mig, men så har jeg en Arla mælkekasse, jeg står på. I det hele taget forstår jeg ikke, hvorfor folk bruger så mange penge og tid på køkkener. Det skal bare være funktionelt – for mig er det at have gas, nogle gryder, pander og knive samt et skærebræt. Pengene kan man bruge til så meget andet, for eksempel rejser. Svært ved små portioner Jeg er faktisk først rigtig begyndt at lave mad herhjemme, efter at vi fik vores søn for et år siden. Før arbejdede jeg rigtig meget. Vi skiftes, for min kæreste er god til klassiske danske retter. Hvis vi kun er os tre, spiser vi her i køkkenet, for der er 18 meter herfra til spisestuen.
LÆS GUIDE Lav intens mad med koriander
Men jeg har svært ved at lave mad i små portioner, så jeg kan godt lide at have venner på besøg til middag. Det er noget af det bedste, man kan gøre: samle folk omkring et måltid mad. Det løsner musklerne og tungebåndet. Og sund, hjemmelavet mad giver flere kræfter.
Naturen skal bruges
Det er tit mexicansk eller marokkansk mad, jeg laver herhjemme – inspireret af ophold i USA og Frankrig.

