Sundhedsplejersken: Hjælp er ikke en vare

Skal børn deltage i det praktiske arbejde i hjemmet? »Ja, men det kommer an på deres alder og motivation, hvad de deltager med. Men det skal være en helt naturlig ting, fordi fællesskab om arbejdsopgaverne betyder sammenhold i familien. Barnet selv vokser med det, og forældrene bliver også glade. Det er også en måde, man lærer en masse om, hvordan man gør alle mulige praktiske ting«. Havde du selv arbejdsopgaver hjemme, da du var barn? »Ja, jeg lavede meget. Gik på indkøb, vaskede op og lavede småreparationer. Madlavning, bagning og syltning kunne jeg rigtig godt lide. At hjælpe min far med at vaske bilen var også populært. Der var også kedelige ting som at rydde op og ordne vasketøj. Arbejdsmængden var o.k. Det, jeg var sur over, var forskellen på min bror og mig – han skulle ikke vaske så meget op som jeg, og han var god til at ’sno sig fri af det’. Men ellers synes jeg, det var rigtig godt. Her blev grundlaget lagt for, at jeg kan lave den ’mormormad’, som er ret in her i huset«.
Har dine egne børn haft pligter i hjemmet? »Ja, det har de. Men ikke faste opgaver. De har bare skullet klare, hvad der nu lige åbenlyst var behov for – enten alene eller sammen med andre. Det har været dejligt at være flere om de praktiske ting. Og det har også givet dem en passende ballast i livet. F.eks. elsker jeg stadig, at min søn på 31 år kommer hjem og hjælper, når vi skal have gæster. Så laver vi mad og drikker rødvin sammen. Skal børn have penge for deres indsats i hjemmet? »Nej – det er jeg imod. Lommepenge er én sag – dem får man, fordi alle har behov for et beløb at disponere over, som passer til alderen, og det barnet er modent til at overskue«. »At hjælpe hinanden er ikke en vare, der skal udbydes til salg. Og det bliver også et hyr med udregninger og millimeterdemokrati, som jeg slet ikke synes hører et hjem til. En familie er ikke en virksomhed«.