normalisering Koncerter skal sikre Nokkens overlevelse

»Kisser? Hun bor ovre ved granerne. Hold øje med et stort hundehus«. Anvisningerne er nok utraditionelle, men præcise, det er de. Og Kisser sidder da også i sin lille have, der er langt mere hyggelig, end den er velplejet. Hun har lige været i vandet og har derfor lidt mindre tøj på, end de fleste andre bookere på arbejde må formodes at være iført. »Du må undskylde, men vi havde lige nogle flydepontoner, vi skulle fjerne«, siger Kisser, der desuden hedder Skovfoged og har status af musikansvarlig. Det er derfor, begge hendes telefoner kimer hele tiden. Der er stadig arbejde efter sidste weekend, hvor Haveforeningen Nokken for enden af Islands Brygge arrangerede minihavnefest. Blandt andre Nokkens 'husorkester' Rosenorkesteret samt det nyeste skud på Crunchy Frog-stammen, Wolfkin, spillede. Hun lægger telefonen og drysser om sig med navne, der har spillet på Nokken de seneste år. Muskuløse banjospillere, et 13-mands sigøjnerorkester fra Østeuropa og den svenske folkesanger Pelle Karlsson, der er »ligesom Niels Hausgaard, bare med 10 gange større nosser«. Ikke fem flade ører Haveforeningens tilknytning til musikverdenen begyndte dengang, Øresundsbroen blev bygget. »Der var en masse kulturpenge til rådighed, som man kunne søge om. Det gjorde vi så - og fik ikke fem flade øre. 'Skidt', sagde vi, så laver vi vores koncerter selv«, fortæller Kisser Skovfoged. Koncerterne finder sted i værkstedet Smedjen, på stranden og i en uisoleret festsal. Og det, der begyndte som hygge og vennetjenester og egen import af harmonikaspillere fra Dalarna, kan nu blive en redning for Nokken. Mens et andet hjemmebygget minisamfund, Christiania, kæmper med næb og kløer imod den normaliseringsproces, der er i gang, arbejder HF Nokken for at blive lovliggjort. Og der kommer koncerterne ind i billedet. »Vi vil gerne være en del af Islands Brygge, ligesom de nye lejligheder er det. Og det kræver på langt sigt, at vi betaler det, det koster at bo her. Jeg kan godt forstå, at almindelige lejere bliver forargede, når de hører, at folk på Christiania betaler 1.000 kroner om året for at bo på 300 kvadratmeter. Den slags skaber afstand, og det er vi ikke interesserede i. Tværtimod vil vi gerne være med til at knytte det gamle og det nye Islands Brygge sammen«, siger Kisser Skovfoged. Kolonihaver og kloakering Nokken er bygget om en række individuelle lejeaftaler, der ikke længere er tidssvarende. Målet er kolonihavestatus og på langt sigt måske også kloakering, som er stærkt savnet i det lille samfund. Og netop koncerterne skal være med til at sikre flere af civilisationens goder. Forhandlingerne med kommunen foregår nemlig gennem sagfører, og sådan noget koster penge. Weekendens koncerter, der foregik som en del af den noget mere etablerede Kulturhavn og nærmest havde status af støttekoncert, har da også allerede genereret et beskedent overskud, der skal omsættes i mere musik. »Vores mål er to koncerter om måneden i sommerhalvåret plus nogle mindre, improviserede. Men det bliver nok først fra næste år«, siger Kisser. Og der er masser af positive tilkendegivelser fra musikere, der gerne vil spille derude - selv om de sanitære installationer indtil videre består af et mobiltoilet doneret af Ungdomshuset. Den svenske hiphopkunstner Timbuktu har således udvist interesse. Og Wolfkin, der gav deres første koncert derude søndag, byder sig til. »Vi har selv set nogle rigtigt fede koncerter på Nokken og i øvrigt også bare siddet ved havnekanten og grillet. Til vores koncert var der folk i alle aldre - både de smarte og de lidt mere skæve, og det er fedt. Nokken er en verden, der ikke er tynget af drømme om friværdi, og det vil vi gerne støtte op om. Kisser kan bare ringe igen,« siger Christian Wolf fra Wolfkin.