De emmer af sundhed, de blendede frugtdrikke, der er populære når tørsten skal slukkes i varmen, eller når de seks daglige stykker frugt skal ned på hurtig vis.
Og det kan blive til flere i løbet af dagen med smoothies om morgenen og blendet frugt i coctails om aftenen.
Tænderne udsat for konstant angreb
Men nu advarer en overtandlæge mod at drikke for mange af de læskende smoothies.
»Frugtsaften i smoothies er et rent syrebad for tænderne. Hvis man drikker smoothies flere gange om dagen, er tænderne konstant udsat for syre, da syren først forsvinder fra tænderne igen i løbet af et kvarters tid efter hver slurk. Så bliver tændernes emalje eroderet«, siger overtandlæge og klinikchef på Tandlægeskolen ved Københavns Universitet Ulla Pallesen til avisen metroXpress.
