Selv om de glitrer, skulle man ikke ved første øjekast tro, at de udgør en guldgrube for supermarkedskæderne.
Men det gør plastikposerne. I pris varierer poserne fra 2,00 til 3,50 kroner alt efter størrelse og tykkelse. Til Lørdagsliv oplyser flere plastproducenter, at de tynde poser ikke koster supermarkederne mere end 0,80 kr. at få produceret, mens de tykke koster mellem 1,50 og 1,80 kr. Det er indkøbsprisen, inklusive moms og afgifter. Hemmelig fortjeneste Hverken Coop eller Dansk Supermarked ønsker at oplyse, hvor meget de præcis tjener på poserne. Det hører ind under forretningslivets fred, lyder begrundelsen.
Men med en fortjeneste på mellem 1,00 og 1,50 kr. per pose og 450 millioner solgte poser om året er regnestykket enkelt. »Det er da ingen hemmelighed, at vi tjener penge på de her poser. Sådan er det i detailhandlen. Og det er ikke en af de varer, vi tjener mindst på. Men vi mener det oprigtigt, når vi opfordrer folk til at bruge poserne flere gange«, siger Mogens Werge, forbrugerpolitisk direktør i Coop Danmark. Engelsk forbilled Men overordnet er de danske poser ikke bæredygtige i mere end den praktiske forstand. Anderledes ser det ud i Storbritannien, hvor det er blevet et konkurrenceparameter i detailhandlen at tilbyde miljø- og klimavenlige alternativer til plastikposen.