Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
klassiker. Slotskælderen holder charmerende godt fast i traditionerne og er i december booket til allersidste bord. Desværre er maden langt fra god nok
Foto: Peter Klint

klassiker. Slotskælderen holder charmerende godt fast i traditionerne og er i december booket til allersidste bord. Desværre er maden langt fra god nok

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Smørrebrødsklassiker holder fast i traditionerne, men ikke på den gode måde

Der skal meget snaps til at sluge Slotskælderens kedelige råvarer.

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Skal I bare have en enkelt snaps eller have fyldt helt op til kanten«, spurgte servitricen i den kittel-lignende skjorte.

I Slotskælderens mere end 100 år gamle lokaler blev der med imponerende øjemål fyldt helt op til kanten af de fleste snapseglas. Ved de røde duge steg den gode stemning blandt julefrokostgæsterne, i takt med at flaskerne blev tømt.

Vi skulle nok også have taget imod tjenerens tilbud. En ordentlig snaps havde måske fået mig til at glemme Slotskælderens bud på en rødspættefilet, der ankom tør i kanterne, duftende af friture og så stiv, at man kunne have kastet med den, uden at den gik i stykker.

Filetens solide skal af rasp havde hverken smag eller syn af salt. Til gengæld var den fuld af små sorte prikker, der lignede resterne fra et friturebad, som ikke havde fået skiftet olie.

Selv om vi pøsede salt og skefulde af en remoulade uden karakter på, fjernede det ikke smagen af fritureolie. Spætten havde ikke meget fiskesmag.

Undertilberedt fars
Meget bedre var det ikke med den lune ribbenssteg. De to skiver gris manglede fedtmarmorering, og resultatet var tørt. Dog ikke helt så tørt som det sønderjyske rugbrød, der lå gemt under svinet og ikke smagte, som det var bagt samme dag.

Rødkålen kaldte min gæst sit »livs værste«. Den havde ingen syre, og struktur og bid i kålstykkerne var kogt ud. En sød og blød omgang, som mindede om Ribena-saft.

Endnu en juleret fra den lune del af kortet vidnede om brug af ringe råvarer, der var tilberedt sjusket og uden tilstrækkelig tilsmagning.

En ellers generøs portion af medister var stegt for hårdt og for lidt på samme gang: svinefarsen smagte, som om den havde haft godt af mere tid på panden, men skindet var sprængt i stykker, fordi der var blevet skruet for meget op for blusset i stegetiden.

Stadig var pølsen helt blød og uden sit karakteristiske knæk.

Personlighed og charme
I december er Slotskælderen reserveret til sidste bord, og gæsterne flokkedes denne torsdag om den sagnomspundne buffet. Her stod stedets nuværende ejer, Frank Due, klar til at tage imod bestilling og anrette rustikt med løg, kapers og dild.

Selv om ikke alle retterne havde godt af at stå i stuetemperatur, og de cellofandækkede tallerkener var beskæmmende for øjet, er den værtsbetjente buffet en hyggelig tradition, der giver kælderen personlighed og charme.

Det samme kan man sige om de gule vægge, hvor billeder af gæster og tidligere ejere hænger tæt. Slotskælderens musealt udseende lokaler har lagt lokaler til årtiers muntre frokoster. Fad karrysild


Charmen genfinder man på tallerkenerne mest i det musselmalede stel. For selv om lammerullepølsen var hjemmelavet, blev den dårligt suppleret af det tørre hvide brød, hvis skorpe var så hård, at det var svært at skære over.

Pølsen smagte kraftigt af uld, men formåede alligevel ikke at trænge igennem et overmål af kommen.

Sildeanretningerne var bedre. Den kogte, syltede sild er en specialitet, og den syrligt søde lage med rosenpeber smagte fint, men hævede sig ikke over det middelmådige.

Karrysildens gule, kraftigt krydrede mayonnaise smagte kun af én ting: karry. Den var alligevel fad, på trods af at silden nedenunder havde en udmærket fast konsistens og struktur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En røget ål med røræg var den bedste servering. Fed, røget fisk med røræg på et neutralt stykke rugbrød.

Kedelig supermarkedsost
Den uheldigste oplevelse var heldigvis også den sidste. Vores mellemlagrede ost ankom blandt andet med smattede vindruer og rød peber fuld af hvid membran, der lignede den allersidste rest fra køleskabet.

Osten var skåret i ujævne skiver og smagte som noget fra Netto. Da jeg spurgte, hvor den var fra, blev de bange anelser bekræftet: Det var discountosten Riberhus.

Med alle de gode danske oste, man kan få i dag, er det svært at forstå, hvorfor man har valgt varianten fra supermarkedet. Betaler man samtidig 852 kroner for en frokost med en enkelt øl og snaps til hver, kan man sagtens forvente, at køkkenet ikke blot skelner til prisen, når de skal vælge råvarer.

Lev op til samtiden i køkkenet
Slotskælderen hos Gitte Kik er ellers et af de ældste og mest traditionsrige smørrebrøds-etablissementer i København. Her er der stadig telefonboks, her var Stauning stamgæst, og her har medlemmer af familien Kik resideret i generationer siden 1910.

Men tiden har stået stille i Fortunstræde, og det er ikke en kompliment til køkkenet. Siden midten af 00’erne er det generelle niveau for den danske nationalspise steget. Råvarerne er førsteklasses, tilberedningen professionel og ambitionerne højt belagte på rigtig mange smørrebrødsrestauranter – både klassiske og mere moderne steder.

Jeg mener dermed ikke, at Slotskælderen bør blive mere up to date, mere nordisk eller mindre rustik. Det er godt med et sted, der holder sig til klassikerne og hyggelige nikotingule omgivelser. Men man må kræve, at køkkenet følger med tiden, når det gælder råvarernes kvalitet og behandling. Her bør Slotskælderen leve op til sin samtid.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden