Frygten for at komme for tæt på de skudepisoder, som især Nørrebro har lagt gader til de seneste måneder, er med til at holde cafégæsterne væk fra bydelen. Restauratørerne hos thailandske Ranees , Floras Kaffebar og Kates Joint (alle Blågårdsgade) og Sebastopol (Sankt Hans Torv) fortæller, at der er sket et fald i antallet af gæster i forhold til normalen.
Udenbys gæster holder sig væk
Hvor meget, der skyldes finanskrise eller bandekrig, er imidlertid svært at konkludere. Men ifølge barchef på Sebastopol , Kasper Damm, er der ingen tvivl om, at bandekrigen er et tema på Sankt Hans Torv og på Nørrebro generelt. Både blandt kunder og personale.
»Det er ikke sådan, at folk sidder i hverdagen og kigger sig over skulderen, men kunderne spørger til det. Det, der berører os mest, er, at folk udefra holder sig væk fra Nørrebro. Hvis du kommer fra Fyn eller Jylland for at opleve en begivenhed i København, hvorfor skulle du så tage til Nørrebro for at spise, når du kan tage til Østerbro – der bliver der jo ikke skudt«, spørger barchefen retorisk og uddyber:
»Vi kan se det meget kraftigt, når der er en koncert i Parken. Der vil vi normalt have stuvende fuldt, men nu er det alt efter, hvilken type arrangement det er. Når det er noget, hvor der mest kommer folk her fra byen, så mærker vi ikke noget. Men hvis det er koncerter, som tiltrækker det, man ville kalde det voksne publikum fra provinsen, så kan vi se det på antallet af gæster«.
Gadefest giver den en skalle Så voldsomme forandringer melder caféen Props på Blågårdsgade ikke om. Her har bandekrigen ikke umiddelbart berørt omsætningen: »Vi mærker ikke noget til det direkte«, siger bestyrer Martin Bøhm. »Men vi kan mærke en stemning i området. Folk er frustrerede over, at man skal gå og være bange og ikke kan føle sig tryg i kvarteret«. I stedet for at lade sig skræmme af urolighederne har Props besluttet sig for at gøre noget ekstra for at løfte stemningen i kvarteret, når caféen 2. maj er med til at arrangere den årlige Blågårdsgade-fest. »I år skal vi virkelig give den en skalle for at vise, at Blågårdsgade ikke bare er ballade. Det er vi jo nødt til. Man kan ikke leve i frygt«, siger Martin Bøhm. Midt i kampzonen På selve Blågårds Plads ligger Floras Kaffebar . Ifølge bestyreren Rasmus, som ikke ønsker at oplyse sit efternavn, mærker spisestedet ikke noget til bandeopgøret i dagens løb. Men i aftentimerne sætter det sit præg, at Floras Kaffebar ligger midt i bandeopgørets kampzone. Når mørket falder på, kan man mærke på antallet af gæster, at folk holder sig inden døre, og tirsdag i forrige uge var personalet nødt til at tage deres forholdsregler og lukke caféen, fortæller Rasmus: »Der kom pludselig mange folk ind, og stemningen var meget anspændt, så caféen lukkede tidligt for at undgå, at der skete noget herinde«. Det viste sig at være klogt. Samme aften udbrød en skudduel, hvor mindst otte skud blev affyret fra forskellige steder i Korsgade godt 100 meter fra caféen. »Vi har spurgt personalet, hvordan de har det med det hele, og om de er bange for at gå på arbejde. Deres udmelding er, at de er okay, og at det ikke kan nytte noget at gå og være bange«, siger bestyreren.






























