0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Prøv Politikens nye grønne madmagasin Læs mere

Med ferskner i køkkenet: Ode til Persiens hvide æble

Bag de hvide ferskners parfumerede duft og porcelænsfarvede hud gemmer sig den dejligste marmelade eller en forførende cheesecake.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt

De hvide ferskner er som det pureste hvidguld, der f. eks. kan forvandles til en pastelfarvet ostekage med pistacier og mild rosensmag.

Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Nyt om mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg kan stadig huske den første gang, jeg smagte en hvid fersken. Det var i Paris, og jeg var blevet lokket til af en af de mange små inviterende grøntboder, der i selv de smalleste gader opviser et forførende frodigt udvalgt af frugt og grønt udstillet i kasser, der nærmest står lodret op i luften, så hver en hyldemeter udnyttes. Hver eneste kasse har sit eget sorte skilt, hvorpå der står skrevet med kridt, hvilken frugt eller grøntsag der her er tale om, og hvad kiloprisen er. På sådan et skilt læste jeg det besnærende ’Pêches blanches’, der mest af alt lyder som navnet på en fransk romanheltinde.

Hvide ferskner, oh là là. Gule er fantastiske, søde, syrlige og sommerlige. Hvis nogen skulle piske frem med flosklen ’smagen af solskin’, ville de tænke på en gul fersken. Hvide ferskner er langt mere fint parfumerede. Sarte og nærmest blomstrende i smagen. Mere saftige. Oh, at bide i den første helt perfekt formede hvide fersken på en sommerdag i Paris en gang i slut-90’erne … Tænder, der bryder ned igennem blødt, dunet skind og når indtil det skøre, saftfyldte kød, der brister i munden og frigiver safter og aromaer, der igen leder tankerne tilbage på føromtalte romanheltinde. Der er noget pudret, svundent og fornemt over smagen. Forleden dag, da jeg var på ferskenjagt i København, fandt jeg en kasse med smukke hvide ferskner. Jeg tror såmænd ikke, at min gode grønthandler havde opdaget, at det var det pureste hvide guld, han havde fået i ferskenkasserne fra grønttorvet den morgen.

Hvide og gule ferskner ligner hinanden meget udenpå – blot er de hvide mere lyst ferskenfarvede i skindet og lidt mindre rødkindede end de gule søstre. Og så dufter de altså mere blomstret af fersken og er lidt blødere i kødet. Men det er først, når du flækker dem og blotter det hvidlige kød, at du virkelig ser forskellen. Jeg synes, det er så smukt. Porcelænshudsfarvet og af og til med rosa udtrækninger.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce