Ugens vin, Elqui, kommer rimeligvis ind på denne plads på grund af prisen. Det er ganske enkelt rigtig god pinot noir til 140 kroner. Så må vi se gennem fingre med, at den kommer fra Chile! Spøg til side, men der kommer rigtig meget ligegyldig dusinvin fra det lange smalle land – vine uden sjæl og med en blød, sødlig, alkoholisk smag. Men langtfra alle.
Der sker en positiv udvikling med fokus på særlige mikroklimaer, hvor der kan fremstilles vin med nerve. Elqui Valley ligger meget nordligt, op mod ækvator, og burde således ikke være egnet til god vin. Men ofte er det vigtigste for vindyrkning i Chile, hvor tæt på Stillehavets kolde Humboldtstrøm man er – altså hvor tæt på havet. Og det er vinhusets marker.




























