Fjordrejer er for mig den ultimative sommerhalvårsråvare, der sammen med aspargesene symboliserer forår, sommer, sol, blå himmel og den frihed, der er forbundet med livet på denne årstid.
Fjordrejer har ved tilberedning en helt særegen parfumeret duft, næsten på niveau med safran. Duften af de første fjordrejer, der rammer en varm pande, eller en fjordrejebisque, der står og bobler, har brændt sig ind i min hjernebark. Den bringer mig øjeblikkelig tilbage til min tid som ung kok på restaurant Tinggården i Asserbo, hvor jeg for første gang fik skærpet sanserne af en overflod af saftige lokale råvarer.



























