Helt traditionelt vil de fleste nok spise deres stenbiderrogn på en blinis med en god fed klat cremefraiche. Den fedme fungerer nemlig rigtig godt med rogn af alle typer, og en lignende fedme kan vi finde i nødder, i dette tilfælde mandler.
4 personer
Ingredienser
300 g mandler uden hinde
500 g vand
200 g renset stenbiderrogn
1 spsk. mandler med hinde
1 citron
Sådan gør du
- Læg de afhindede mandler i blød i vandet til næste dag.
- Næste dag blendes de med det vand, de ligger i, til de er så fint pureret som muligt.
- Dernæst skal mælken presses igennem et osteklæde for fuld kraft. Det er noget, der kræver – eller som på sigt giver – store overarme, for det er hårdt arbejde. Man kan også springe over og lægge det hele under pres i mindst et døgn, men det kommer ikke til at give det samme udbytte. Er man erklæret doven, kan man vælge at servere det som puré i stedet for som mælk – det giver en mindre raffineret tekstur og smag, men giver noget af oplevelsen.
- Anret stenbiderrognen på en tallerken, og hæld mælken ved. Skær mandlerne med hinde i et par stykker, og læg dem over rognen for at give lidt sprødhed. Riv lidt citronskal hen over, og dryp med lidt citronsaft også. Spis gerne med brød til.
fortsæt med at læse



























