4 personer, som en del af menuen
Ingredienser
40 g hvedekerner
20 g skalotteløg, ca. 1 løg
200 g kalvekød hakket til tatar, fra slagteren
1 tsk. dijonsennep
2 tsk. hvid trøffelolie
1/4 bundt purløg
salt
sort peber
50 g rugbrødschips
2 dl grønkålschips
Grønkålschips
100 g grønkål
1 spsk. olivenolie
salt
Sådan gør du:
- Kog hvedekernerne efter pakkens anvisning, og køl dem ned.
- Snit løget fint, og bland det sammen med hvedekerner, kødet, sennep og trøffelolie. Smag til med salt og peber.
- Snit purløg fint, og vend det sammen med tataren.
- Grønkålschips: Vask kålen, og pluk den i små fine blade, og tør dem godt for vand. Vend dem med 1/2 tsk. groft salt og olivenolie.
- Kom bladene på en bradepande med bagepapir, og bag dem i ca. 10-15 minutter i forvarmet ovn på 165 grader, indtil de er sprøde og gyldne. Opbevar dem i plastikbøtte med låg. De kan fint holde sig i en måned.
- Servering: Anret tataren groft på en tallerken med rugbrøds- og grønkålschips.
Tip
Du kan bruge købte rodfrugtchips i stedet for grønkålschips. Du kan købe rugbrødschips eller lave dem selv. Retten kan fint laves på 2-3 timer inden og anrettes. Stilles et køligt sted. Du kan også bruge tun, hellefisk eller torsk.
Drik til kalvetataren
Vinanmelder Thomas Ilkjær anbefaler: Tatarens cremede struktur kræver syre og pondus, dog uden at det overdøver retten, og olie, sennep og urter skriger på en vin med karakter.
Champagne: Aubry de Humbert Champagne Brut 2007 300 kr. (tilbud), www.grandcruwine.dk
Intens, dyb og meget vinøs champagne, der på en gang skærer igennem alt og smyger sig om alle komponenter.
Rødvin: Foradori Teroldego Morei 2012 275 kr., www.bichel.dk
Elegant og personlig vin, der suverænt forener friskhed med dybde og har et krydret touch, der passer perfekt.
Tip
Retten er oplagt at uddelegere. Man kan lave den om eftermiddagen, sætte den på køl og tage den ud en halv time før servering, anrette med grønkåls- og rugbrødschips til sidst. Du kan også bruge oksekød. Køb noget ordentligt kød hos slagteren, og få ham til at hakke det.




























