Det er måske lige at gradbøje lidt rigeligt at kalde den en postej, men ikke desto mindre er nøddesvampepostejen et skønt vegetarisk pålæg, der er rig på umami og minder om postej i smag og konsistens.

Vegetarisk postej med ristede nødder og svampe

Denne nødesvampepostej er den vegetariske udgave og minder om postej i smag og konsistens. Chris Tonnesen
Denne nødesvampepostej er den vegetariske udgave og minder om postej i smag og konsistens. Chris Tonnesen
Lyt til artiklen

Ingredienser
75 g hasselnødder
20 g smør
1 lille skalotteløg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
40 g grødris
1,5 dl mælk
1 dl fløde
2 spsk. hakket frisk timian
350 g rensede brune champignon,
kantareller, østershatte o.l. kan også bruges
eller blandes
2 spsk. olivenolie
1 spsk. tamari, eller soya
havsalt og friskkværnet peber

Sådan gør du

  1. Kør hasselnødderne i en foodprocessor til konsistens som en grov rasp.
  2. Kom smør i en gryde, smelt det og rist de knuste nødder forsigtigt heri, uden at de bruner særlig meget. Rør de to slags løg i, og rist kort i 1-2 minutter. Kom risen i, og vend godt rundt i det hele, tilsæt mælk, fløde, timian, salt og peber.
  3. Kog risene møre under låg ved helt svag varme. Efter ca 15-18 minutter, når risene er færdige, vil de have suget al væsken til sig, pisk ris og nødder til en fin grynet masse og kom låget på igen, imens du ordner champignonerne.
  4. Hak champignonerne fint i bittesmå tern på 2x2mm, eller ’puls’ dem kort i to omgange på foodprocessoren.
  5. Varm en pande op, til den er rygende varm. Tilsæt olivenolie, og rist de hakkede champignon, til de er gyldne. Smag dem til med tamari, salt og peber.
  6. Vend de ristede champignon i den lune rismasse, og rør det hele grundigt sammen. Kom nu massen i en postejform, sylteglas eller lignende og lad det stå på køl til næste dag.
  7. Postejen kan skrabes ud med kniv og bruges som smørepålæg, eller skæres i skiver som en terrine. Den holder sig 5-6 dage på køl.

Adam Aamann-Christensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her