Jeg kan stadig huske den første gang, jeg smagte en hvid fersken. Det var i Paris, og jeg var blevet lokket til af en af de mange små inviterende grøntboder, der i selv de smalleste gader opviser et forførende frodigt udvalgt af frugt og grønt udstillet i kasser, der nærmest står lodret op i luften, så hver en hyldemeter udnyttes. Hver eneste kasse har sit eget sorte skilt, hvorpå der står skrevet med kridt, hvilken frugt eller grøntsag der her er tale om, og hvad kiloprisen er. På sådan et skilt læste jeg det besnærende ’Pêches blanches’, der mest af alt lyder som navnet på en fransk romanheltinde.
Hvide ferskner, oh là là. Gule er fantastiske, søde, syrlige og sommerlige. Hvis nogen skulle piske frem med flosklen ’smagen af solskin’, ville de tænke på en gul fersken. Hvide ferskner er langt mere fint parfumerede. Sarte og nærmest blomstrende i smagen. Mere saftige. Oh, at bide i den første helt perfekt formede hvide fersken på en sommerdag i Paris en gang i slut-90’erne … Tænder, der bryder ned igennem blødt, dunet skind og når indtil det skøre, saftfyldte kød, der brister i munden og frigiver safter og aromaer, der igen leder tankerne tilbage på føromtalte romanheltinde. Der er noget pudret, svundent og fornemt over smagen. Forleden dag, da jeg var på ferskenjagt i København, fandt jeg en kasse med smukke hvide ferskner. Jeg tror såmænd ikke, at min gode grønthandler havde opdaget, at det var det pureste hvide guld, han havde fået i ferskenkasserne fra grønttorvet den morgen.
