Lyt til artiklen
Da en død stenaldermand i begyndelsen af 1990’erne dukkede op af en smeltende gletsjer i De Tyrolske Alper, bar han en lille æske af birkebark.
Brænde bliver til kul
Den indeholdte omkring tre gram kul pakket ind i ahornblade. De var muligvis glødende, da han pakkede dem ind i bladene, hvilket blev bestyrket af, at han ikke havde nogen flintestykker på sig til at slå gnister.
På den anden side var bladene grønne og ikke forbrændte, da manden døde, og han blev fundet langt over trægrænsen for ahorntræer. Altså havde han transporteret kulstykkerne langt, så sandsynligheden for, at han gik rundt med sorte grillkul til hurtig optænding, som vi kender dem fra supermarkedet og trælasthandlen i dag, er stor. Oprindelig har man lavet kul ved at stable brænde i en kegleformet dynge, dække stablen med græstørv, sørge for lufthuller i bunden til ventilation og en skorsten i toppen. En kulmile hedder det også, og den giver en langsom forbrænding, som omdanner træet til kul.
