Rhône er et meget populært område hos danske vindrikkere – både dem, som fornøjer sig med at rejse til den del af Frankrig og har stiftet bekendtskab med vinene der – og dem, som nyder godt af det enorme udvalg af vine derfra på hylderne i både supermarkeder og vinhandlere.
Ultrakort fortalt er det nordlige Rhône småt, og vinene er relativt kølige og slanke, hvorimod det sydlige er kæmpestort og vinene rige og kraftige. Faktisk er der mange, som har problemer i det sydlige Rhône i disse globale opvarmningstider, der giver for modne druer, for megen rigdom og alkohol og ofte gør vinene flabby og overgjorte.


























