Selv om klimaforandringer og bæredygtighed på nærmest et splitsekund tabte kampen om vores opmærksomhed, da coronavirussen gjorde sin entré, er der næppe tvivl om, at disse emner igen vil være at finde højt på verdens dagsorden, når vi inden for forhåbentlig overskuelig fremtid vender blot en smule mere tilbage til normale tilstande.
Bæredygtighed som overordnet koncept har dog indtil videre ikke haft voldsomt stor bevågenhed i vinverdenen, i hvert fald ikke, hvis man sammenligner med den opmærksomhed, som økologi (i særdeleshed) og biodynamik (i mindre grad) er blevet tildelt de seneste 10 års tid. Faktisk måtte flere af de inviterede importører til denne test melde tilbage, at de ikke havde vine i de ønskede kategorier. Det er der nok mange gode grunde til, men to af de vigtigste handler uden tvivl om gennemskuelighed og mærkning.




























