Når pinot spiller, spiller den Vivaldi og Puccini – ikke Beethoven og Wagner. De bedste er luftige, saftige, elegante og forfinede. Der skal helst være en god del syre, og alkoholen bør ikke være alt for høj.
Lad os for en ordens skyld slå fast, at de ypperste pinot noir-vine kommer fra Bourgogne. Men efterhånden er de bedste (og næst- og tredjebedste) fra Bourgogne blevet smerteligt dyre. Derfor er det herligt, at man efterhånden behersker dyrkningen og vinifikationen af den fine drue mange andre steder.