Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Janus Engel

Jeg kan godt lide, at mænd tør skinne

Siden hun var 19 år, har forlagene spurgt Renée Toft Simonsen, om hun ville skrive sin biografi. Det har hun så gjort. Men først nu, fordi hun selv synes, at der skulle være nok at fortælle. Om at være 80’er-fjæset over dem alle, om angsten og stofferne, der fulgte med, om at slå sig på mænd og gerne ville være hende den lækre, der også er klog.

Alt, hvad der bliver sagt i denne artikel, bliver sagt på bredt aarhusiansk.

Når Renée Toft Simonsen griner, gør hun det på aarhusiansk. Når hun slår over i amerikansk og taler om David Bowie, Boy George, Rod Stewart, Robert Palmer og Broadway, ligger Aarhus og dræver på tungen, og når hun siger »asshole«, tror man, at ordet er opfundet i Smilets By. Hjemme hos Renée går man i øvrigt ikke i joggingtøj. Man går i »jokketøj«. Først tror man, det er en vittighed. Det er det ikke.

Foto: ENGEL JANUS

Renée Toft Simonsen er hende med kindbenene, de blændende blå øjne og verdens hvideste smil, som man tog ud af Aarhus, sendte verden rundt, satte på forsiden af Vogue, Elle og Harper’s Bazaar og gav 50.000 kroner om dagen, uden at Aarhus blev taget ud af hende.

Det var også hjem til Aarhus, hun rejste, da hun 24 år gammel forlod New York, fordi hun ikke længere ville leve af at være smuk, men gerne af at være klog. Det er derfor, vi er her i denne hvidmalede, højloftede, bredplankede herskabslejlighed på femte sal i Aarhus.

Fordi det blev til mere end Face of the 80’s. Fordi hun blev psykolog. Fordi hun har skrevet en række roste børnebøger om pigen Karla. Fordi Karla-bøgerne blev til film. Fordi Renée Toft Simonsen har været med til at forvandle socialminister Manu Sareens bøger om Iqbal Farooq til et filmmanuskript, som nu er blevet antaget.

Fordi det lykkedes at lægge så meget oven i ansigtet, at hun nu udgiver sin biografi. Der har været mange tilbud gennem tiden. Først nu er der nok at fortælle.

»Siden jeg flyttede hjem, har jeg forsøgt at bevise, at jeg var klog. Det var også det, det handlede om, da jeg skulle læse psykologi og være pisseklog og lave ph.d. Men det er ikke det, den her bog skal. Jeg er færdig med at bevise, at jeg er klog. I første omgang sagde jeg ja, fordi jeg blev spurgt. Men også for pengene. Jeg er glad for mine børnebøger, men man bliver ikke rig af dem. Mit første filmmanuskript bliver nu til film, og det er fantastisk. Men timelønnen er latterlig. Hold kæft, hvor har jeg skrevet om og grædt, fordi vi fik manuskriptet i hovedet igen og igen. Så tænkte jeg: »Sådan en bog kan nok sælge«. Hen ad vejen blev det så noget andet end pengene. Jeg synes, jeg i dag har mere at sige, end at jeg har mødt David Bowie og været kæreste med John Taylor«.

Så i en bog, der ikke er nærig, og som er skrevet sammen med forfatteren Andreas Fugl Thøgersen, fortæller hun om at være et frygtsomt barn og et højt, tyndt, langlemmet teenagerstativ, som ikke havde noget, drengene kunne tage på. Om angst, der kommer igen. Og igen. Om skilsmisser. Hendes forældres og hendes egen. Men mest af alt handler bogen om mænd.

Smukke mænd, sexede mænd, vilde mænd, kokainmisbrugende mænd. Det er ikke, fordi der har været mange. Den store drøm har altid været at smelte sammen med den evige mand i hendes liv. Ham med de største, de mest skinnende, de mest blå påfuglefjer. Ham, der styrer baren, scenen, festen og ikke er bange for at erobre hende.

»Det er det, jeg falder for. Det står jeg ved! Det er stiv pik og håret tilbage! Jeg kan godt lide, at nogen tør skinne. Tør fortælle historier. Tør være sjove. Jeg kan godt lide, når mænd kan noget, ved noget, vil noget. Jeg kan blive tiltrukket på samme måde, hvis mænd skinner intellektuelt. For eksempel kan jeg huske Tøger Seidenfaden. Ham kunne jeg godt have tænkt mig at spise middag med«.

Foto: ENGEL JANUS

Far fra Indre Mission

Mor Ingrid var kommunist, sygeplejerske og kvindesagsforkæmper. Hun solgte Land og Folk og nærede så dyb en skepsis for den glitrende pengeverden, hendes datter var på vej ud i, at hun med uimponeret snusfornuft insisterede på, at den modelkontrakt, som datteren var ved at skrive, skulle indgås i Danmark og skrives på dansk, så hendes mor kunne forstå den. Men hvor mor er klippen i livet, er det faren, der fylder. Han arbejdede som omrejsende forsikringsagent, og det kedede ham så meget, at han i stedet brugte sin charme, sin begavelse og sit gode udseende på at fornøje sig selv og andre kvinder. Intet stod i vejen for hans egen fest. Han var så umoden, at bedsteforældrene måtte passe Renée og hendes søster Heidi, da moren i seks måneder skulle på sygeplejeskole. Hun turde ikke overlade sine børn til deres far.

»Han var 19 år, da han fik Heidi, og 21, da han fik mig. Han kom fra en indremissionsk familie, og det blev meningen med livet at bryde med den baggrund, overskride alle grænser og udleve sin seksualitet. Men han var min første kærlighed og god til at klø en på ryggen. Det er en kunst at klø på ryggen. Enten lægger du dit hjerte i det, eller også stopper du. Men samtidig var han ikke rigtig interesseret. Det var fædre ikke. Det var en anden tid«.

Familien boede i en række kollektiver, og Renée Toft Simonsen kalder tiden »herlig« med den dobbelthed, der ligger i, at det på en gang var frit og ikke til at holde ud som barn. Hun ønskede inderligt, at hendes familie skulle være far, mor og børn. Sådan så det også ud. Sådan var det bare ikke. I kollektivet endte det med, at moren smed faren ud af soveværelset.

»Det blev han simpelthen så fornærmet over, at han flyttede op på loftet i et værelse ved siden af mig og tog andre kvinder med hjem. Jeg kunne høre dem. Så gik jeg ned og råbte til min mor: »Nu må det simpelthen stoppe««.

Forældrene blev skilt, og faren blev mere ansvarlig. Mere nærværende. En gang imellem kan hun og hendes søstre dog stadig ikke fatte, hvor ansvarsløs han var.

»»Far, du efterlod os, dine piger, alene hjemme om aftenen og natten, da vi var små, hvordan kunne du gøre det?«, har jeg flere gange spurgt ham. Så siger han: »Ja, det er rigtigt, jeg gad ikke passe jer, og I sov, jeg troede i hvert fald, at I sov, og så tænkte jeg: I kan sgu godt være alene, hvad skal jeg sidde her og kede mig for««, står der i bogen.

»Han havde et stort potentiale, og det er måske lidt uforløst. Men han følger sin lyst. Han gør det ved at gro sin pot og fyre sin fede. Ved at være fuldstændig ligeglad med, hvad andre mennesker tror og tænker og synes og mener. Jeg passer min have, jeg planter træer, jeg skrider fra familiemiddagen, hvis jeg keder mig. Alle har lyst til det. Han gør det. For mig er der også en visdom i at forfølge sin lyst«.

Model ved et tilfælde

I 1981 stod Ekstra Bladet for den danske del af konkurrencen Face of the 80’s. Renée Toft Simonsen ville ikke deltage, men tog med for at støtte en veninde, der gerne ville. De, der kan se et rigtigt modelansigt i mængden af kønne pigeansigter, så øjnene, højden, kindbenene, gløden. De lokkede, der duftede af parfume og pudder, og pigen på 15 år, der slugte Barbara Cartland og drømte om den eneste ene, deltog og blev nummer 2. Men chefen for Ford Model Agency, Eileen Ford, der var verdens modeldronning, kunne bedst lide nummer 2. Hun opfordrede Renée Toft Simonsen til at deltage året efter. Pigen glemte det, men Ekstra Bladet huskede det og fik hende til at deltage. De ringede hende op, hun deltog, hun vandt og gav efterfølgende et interview til bladet.

»Hvis jeg kommer til at tjene mange penge, vil jeg spare dem op til en uddannelse. Jeg ved godt, at der er stor arbejdsløshed, men siden jeg var 14 år, har jeg aldrig haft svært ved at få job. Man kan vel altid lave et eller andet. Alle kan ikke komme i arbejde igen, men hvis man vil indstille sig på at lave noget, skal det nok gå. Som tiderne er, tror jeg ikke, man skal satse ensidigt på et bestemt job, men være åben for det, der bliver tilbudt«.

Dine forældre?

»De er ikke så glade for det. Min mor er meget imod det, fordi hun synes, det er for farligt, men det hænger også lidt sammen med hendes politiske overbevisning. Både min far og mor er venstreorienterede, og de synes, at man som model sælger sig selv. Min far er mest bekymret for, at jeg skal gå hen og blive tomhjernet af det«, sagde hun til Ekstra Bladet.

Er der fare for det?

»Det ved jeg ikke. Jeg har vist meget sunde interesser. Jeg elsker al vandsport, og jeg læser meget. Jeg har lige lagt Sibyl, Kaninbjerget og Bech Nygaards bøger på natbordet, og nu skal jeg i gang med min fasters Søren Kierkegaard-bøger«.

Får man nykker af at være smuk?

»Når jeg kigger mig i spejlet med makeup på, klar til optagelse, ved jeg, at jeg ser godt ud. Jeg er en type, man kan bruge. Alle mennesker har et behov for at spejle sig, få bekræftet deres udseende. Jeg får mit dækket på arbejdet, da jeg tilbringer halvdelen af tiden foran et spejl«.

Hvad er dit særpræg?

»Det må være ansigtet. Min krop er ikke noget særligt, selvom nogle siger, at jeg har flotte ben. Der er også meget, jeg er utilfreds med: jeg har ikke pæne tæer og fingre, min næse er for lille, og min mund er for stor, og jeg har svært ved at få neglene til at gro«.

Derefter tog hun til New York, vandt konkurrencen, blev Face of The 80s, og verdensberømt.

Siden Renée Toft Simonsen var barn har hun skrevet dagbøger. 17 år gammel er hun på Jamaica og skriver til sin dagbog i 1983:

»HALLØJ, NU SIDDER jeg på Jamaica og er på arbejde. Jeg er ved at kede mig ihjel. I det mindste tjener jeg da 21.000 dollar på de her fem dage«.

Dengang stod dollar i 10 kroner.

Men der var andet end penge. I begyndelsen af karrieren var der Mark. Hun havde mødt ham på en ferie hjemme i Danmark. Han kom fra Hørsholm, læste medicin og var 22 år.

»Jeg kan ikke være sammen med en, der er 17«, sagde han. Men han skiftede mening. Han var en meget ordentlig fyr. Vi havde noget fint. Det var ham, jeg skulle giftes med. Han studerede og var overhovedet ikke jaloux på mit liv. Det var mere irriterende, fordi jeg var langt væk, men jeg tror også, han var stolt. Sådan en som Thomas, ved jeg, er stolt. Når jeg tager 10 centimeter høje hæle på og stolprer af sted, og han kommer med sine sølle 172 centimeter, har han det jo sådan: Alle mænd i det her rum tænker: »Hvordan gjorde han det?«. Det synes han er fedt«.

Foto: ENGEL JANUS

Farvel til lægefruen

I 1984 var hun med modelveninden Patricia på diskotek Limelight i New York. Det var stedet, alle ville hen, og hvor kun modeller og rockstjerner blev lukket ind. Her sad John Taylor, der havde dannet Duran Duran, i selskab med en flok venner og groupier. Patricia havde længe været fjernsynsforelsket i popstjernen fra Birmingham.

»Så siger Patricia: »Ohh it’s John Taylor! John Taylor!«. Så sagde jeg: »Oh my god. Nu skal jeg hjælpe««.

Renée Toft Simonsen gik over til ham og sagde, at hun havde en veninde, der gerne ville hilse på. Han ænsede hende nærmest ikke.

»»He’s an asshole«, sagde jeg til Patricia. »Let’s go«. Så tog vi videre. Ud på gaden, hånden i vejret, så kom der en gul taxa og videre til et nyt sted. Sådan var det. Man tænkte ikke over det«.

I bogen fortæller John Taylor om det første møde:

»Det var en tid i mit liv, da jeg var den absolut mest irriterende og arrogante udgave af mig selv. Jeg var ung, en stor popstjerne, og alle folk ville mig noget. Jeg reagerede ikke på den slags henvendelser. (...) Jeg vil til gengæld gerne stå ved mit hykleri i dag og indrømme, at jeg kun er et menneske, for senere på aftenen fortalte et par af de folk, jeg var sammen med, hvem det var, jeg havde afvist, og da jeg kom hjem den nat, opdagede jeg, at Renée var på forsiden af det nyeste nummer af Vogue; (...) så blev hun pludselig interessant (...). Den forside, det fotografi, hun så enestående ud. Det var en tid i mit liv, hvor jeg var, skal vi sige, optaget af at øge antallet af hakker i min sengestolpe. Det var mit lavere selv, der reagerede, da jeg begyndte at jagte hende«.

Ad omveje fik han hendes nummer.

»Den eneste grund til, at jeg sagde ja til at mødes med ham, var, at Patricia var så vild med ham. Det var hendes fødselsdag næste uge, og så tænkte jeg, at han skulle være overraskelsen til hendes fødselsdag og komme ud af en kage. Han sagde, at han ville møde mig, og jeg sagde: »Der er one chance baby. Du skal være en overraskelse til min venindes fødselsdag, og du skal danse med hende, og du skal være sød ved hende. Hvis du gør det, kan du få lov til at komme med, og så kan vi møde hinanden«. Det gik han så ind på. Så kunne jeg selvfølgelig ikke skaffe en kage, men han kom, og han var en overraskelse, og Patricia var helt vild: »Fucking John Taylor er kommet til min fødselsdag«. Det var noget. Hun var helt oppe at ringe. Vi gik i byen på et diskotek, og Boy George kom og sang fødselsdagssang for hende. Alle tidens kendte var der jo. John Taylor ville gerne tale med mig, og jeg blev ved med at sige: »You gotta dance with her«. Han fandt sig i ret meget den aften«.

Næste dag skulle Patricia til Paris på et job for Chanel. John Taylor ringede og inviterede Renée Toft Simonsen i biografen. Hun sagde, at det var Patricia, der var vild med ham, og at hun selv havde en kæreste. Så gik hun med i biografen. Næste dag ringede han og spurgte, om hun ville se hans studie.

Så sagde hun, at hun havde en kæreste, og at det var Patricia, der var vild med ham. Så tog hun ud i studiet. Da han ringede igen og igen og ville alt muligt, ville hun også alt muligt, og hun fik talt ud med Patricia.

»Han var vild med mig. Altså fuldstændig vild med mig«.

Derefter tog hun hjem til Danmark for at tale med Mark.

»»Prøv at høre her«, sagde jeg. »Jeg har mødt ham her John, og jeg har jo nærmest ikke været sammen med andre end dig. Jeg er kun 17. Jeg bliver nødt til at prøve andre også. Jeg skal nok komme tilbage«. Det syntes han jo ikke, var spor okay, og han sagde, at jeg blev nødt til at vælge. Jeg sagde, at jeg bliver nødt til at prøve det. Vi var kede af det begge to. Han var jo den, jeg skulle have børn med. Han skulle være lægen, og jeg skulle være lægefruen. Det er dér i filmen, hvor man sidder og tænker »Åhh nej! Du skal ikke gå den vej, min pige. For du har jo noget, der er rigtig fint og godt, og du bor pænt og alting«. Så tænker pigen: »Ahh, men vi tager den her vej«, og så sidder alle og tænker, at hun ikke skal gå den vej. Og så gik hun den vej«.

Vejen var vild, og John Taylor var en hvirvelvind. Klog, dejlig, omsorgsfuld, en af verdens største popstjerner og på kokain. De andre modeller fortalte det, men hun fattede det ikke i begyndelsen. New York var deres udgangspunkt, verden deres legeplads. Paris, London, Hawaii, Los Angeles. Fester, premierer, fester, premierer, fester, premierer.

»Jeg var vanvittig forelsket, og jeg tror, at han var meget forelsket i mig. Men han var ung og umoden og fuldstændig opslugt af at være verdens største popstjerne. Da vi mødte hinanden, havde Duran Duran været berømte et par år. For ham var det jo også nyt. Han syntes simpelthen, det var så fint at kunne ringe efter en limousine. Det var forskellen på os. Han gik også rigtig meget op i, hvilke fotografer der tog billeder af mig. Jeg var flintrende ligeglad. Jeg spurgte altid: »How much?««.

Svaret er: »En hel del«. I 1988 kunne hun i en alder af 22 år skrive regninger ud som disse her:

30. januar: Itali Jewelry: 3.500 dollars. 1. februar: Sunsilk: 20.000 dollars. 3. februar: C.A. Catalogue: 3.000 dollars. 15. februar: Lothar: 4.000 dollars. 19.-20. februar: Hair Erve: 10.000 dollars. 27. marts: Tre dage med Alba Moda: 20.000 dollars. 11. april: Tre dage med Newman: 60.000 franc. 24. april: Fire dage med Alba Moda plus to rejsedage: 25.000 dollars.

Hver gang hun havde sparet 10.000 dollars op, blev de sendt hjem til hendes pengebestyrer i Provinsbanken i Aarhus. Han investerede dem i sikre papirer. Det var den samme bank og den samme bankrådgiver, der tidligere havde taget imod, når hun hver uge kom forbi med sine faste lønudbetalinger fra grønthandler Giversen og satte dem ind på en opsparingskonto. I håb om at hun en dag havde nok stående til, at hun kunne tage på Interrail.

Handlede det med pengene også om at ville være uafhængig?

»Ja. Jeg skal aldrig være afhængig af en mand. Måske er det opdragelsen i rødstrømpemiljøet. Men så er jeg jo alligevel afhængig af mænd. Ikke økonomisk, men følelsesmæssigt. Der er en forfatter, der hedder Alice Miller, som skriver: »Vi er aldrig rigtig frie, fordi vi følelsesmæssigt altid vil være afhængige«. Måske er det det, som er det smukke ved livet. Det allersmukkeste«.

Foto: ENGEL JANUS

Kokain til Sloggi-pige

Kærlighedshistorien om Renée Toft Simonsen og John Taylor er også en klassisk forfaldshistorie om en mands nedtur, en popgruppes nedtur, et forholds nedtur og om en ung kvinde, der mister sin uskyld til en verden, som kan æde selv piger fra en by, hvor man slutter alle sætninger med et ’ikk å’.

Alt det, der aldrig havde været vigtigt for hende, blev vigtigt. Hvilket tøjmærke hun gik i. At de rigtige fotografer fotograferede hende. At hun blev inviteret med til Mick Jaggers og Jerry Halls fester. At hun havde George Michael til bords ved Bob Geldofs bryllup med Paula Yates. At de fløj med Concorden. Også seksuelt forandrede hun sig. Hun beskriver sig selv som en Sloggi-pige, der kom længere ud, end hun brød sig om. I begyndelsen, da det handlede om at købe en hofteholder, syntes hun, det var spændende og sjovt, men det blev det ikke ved med. Også andre grænser blev overskredet.

En morgen lå der et fad med hvidt pulver uden for hendes og John Taylors dør. Det var blot bagepulver. En spydig gave fra sangeren Boy George, som boede nede ad gangen og opfattede hende som en skolepigesnerpe. Renée Toft Simonsen var ellers ikke nogen asket. Med John Taylors ord var hun snarere en kæderygende ølhund. Men en kæderygende ølhund, der udadtil blev mere og mere selvbevidst, men indadtil blev opslugt af selvhad, fordi hun godt vidste, at hun var ved at miste sig selv. Hver dag var der stylister og fotografer og kunder, der fortalte hende, at hun var verdens ottende vidunder, og selv om hun godt vidste, at det ikke var rigtigt, lod hun sig forføre. Desuden var Aarhus langt væk, mor var langt væk, og John Taylor var lige her. Så hun prøvede både kokain og ecstasy med ham, og det var fantastisk i de korte øjeblikke, det varede, og et helvede bagefter. Hun ville hjem til Aarhus igen, men tøvede.

»Vask ikke op i rindende vand«, stod der i hendes barndomshjem. Alligevel endte hendes far med gæld, og der ville hun aldrig ende selv.

Renée Toft Simonsen blev også, fordi hun var forelsket og frygtede, at John Taylor ville stå af forholdet, hvis hun stod af første klasse og kørte videre på standard. Livet igennem har hun skrevet dagbøger. Biografien indeholder en række uddrag. 6. maj 1988 er hun i Paris og skriver:

»På en eller anden måde tror jeg, at jeg kommer til at ende mit liv for egen hånd, og det er en skræmmende tanke. Hvad nu, hvis jeg virkelig ikke længere passer ind i det liv, hvis John bliver træt af mig, fordi jeg ikke er som dem, som alle de andre piger. (...) Jeg bryder mig ikke om at blive klædt ud som en anden påklædningsdukke, og alles øjne, der hviler på mig. Jeg kan ikke lide cocktailparties eller diskoteker. Jeg bryder mig ikke om drugs, kan ikke lide kokain, ecstasy og så videre. Lidt pot en gang imellem, men det er også det hele«.

Hendes dagbogsnoter er angste og dystre og vidner om en unge kvinde, der blot er 22 år, men ved at bryde sammen, hver gang hun står foran et kamera. Det er dog kun det halve billede af en tid, der også var forrygende.

»Jeg har jo ikke skrevet dagbog, når jeg suste rasende lykkelig ned ad Park Avenue i en åben lækker bil. Det er et øjebliksbillede over det, som er besværligt i livet. Det er der i alles liv. Jeg har bare skrevet det ned. Der er en melankolsk tone i de dagbøger, men jeg er ikke melankolsk. Jeg er bare også melankolsk«.

I foråret 1988 melder hun sig ud. Tager i kibbutz med sin søster, lader håret gro, farver det hennarødt og lever simpelt. Lederen af kibbutzen hed Ram. Hun tog ham som elsker uden egentlig at nære andet end fysisk tiltrækning.

»Han var en ret flot fyr. Mørk og mystisk og israeler, og så var han leder af arbejdsholdet på frugtplantagen. Jeg har jo altid godt kunne lide den, der bestemte. Om det så var på frugtplantagen. Hvor er det skørt. Men det er sådan, vi kvinder fungerer. Vi går efter hannen med de største fjer«.

Sådan er det vel for en del kvinder. Du har bare haft mulighed for at få ham?

»Ja! Jeg har bare peget på ham og så har jeg fået ham. Ja! Sådan er det. Er det ikke forfærdeligt? Men jeg har aldrig været god til at være alene, og nu skulle jeg jo være nede i den kibbutz, og jeg havde ikke nogen at sove med, og der var ikke nogen, og jeg var langt væk, John var langt væk, og så tog jeg mig en elsker. Ja det gjorde jeg«.

I dag griner hun. Lidt forskrækket over sig selv. Den gang havde hun det dobbelt med det.

»Jeg ville så gerne være sådan et menneske, der aldrig kunne finde pa at være utro. Jeg er sådan et menneske. Men det var jeg så bare ikke alligevel.”. Da hun rejste til New York fortalte hun til John Taylor, at hun havde haft en affære med en ung israeler. Han troede ikke på det.

»Han blev ikke vred eller såret eller noget som helst, han slog det bare hen: »Nej, den slags er ikke dig«. Til sidst stod jeg og stampede i jorden som en fornærmet femårig, mens jeg råbte til ham, at det var rigtigt, at jeg havde gjort det. Han var helt rolig og sagde bare »nej, nej …««, siger hun i bogen.

Det var stadig John Taylor, hun ville have. Til sidst ville han bare ikke have hende.

13. april 1989 er hun på Kreta og skriver i dagbogen:

»I dag er det slut, og lige nu, klokken to om natten, er jeg skidefuld og græder som et lille barn. (...) Han var meget afklaret, og derfor ved jeg, det er sandt. (...) Jeg har så ondt! Jeg bare græder og græder. (...) Jeg må sove nu, for vi skal til Knossos og Heraklion i morgen, og jeg er fuld, og i morgen er snart. Jeg elskede ham virkelig, og nu er alt dødt, og det gør så ondt«.

I dag siger hun om bruddet:

»Jeg var vanvittig ked af det. Det har jeg været hver gang. Hver gang har jeg troet: »This is it. The man of my life«. Min forestilling og min længsel efter symbiose har jeg jo udlevet hver gang«.

En fest, der aldrig sluttede

På et tidspunkt i samtalen henvender Renée Toft Simonsen sig til Politikens unge fotograf og griner ad sin egen promiskuitet i 14 dage i 1989.

»Så er jeg sammen med tre mænd på 14 dage. Slå ørerne ud! Det er jo dem, jeg knalder med i de næste 25 år! Ja, og så giver en af dem mig fladlus, og jeg ved ikke, hvem det er«.

Det blev til et pinligt brev til tre mænd. John Taylor, som er i København, fordi de ikke helt kan slippe hinanden, Thomas Helmig, som hun havde mødt en nat, og så Kristian Sandvad. Fiskeimportør, bad boy, skovserdreng og kvindebetvinger uden for kategori. Renée Toft Simonsen mødte ham på Dan Turèll i København, og han var kongen af baren.

»Han var skidesød og skidesjov og skidecharmerende. Han var hurtig, han så godt ud, han kunne danse, han kunne stå i en bar og styre hele festen, og han var meget opmærksom. Sådan er det med hanner, der ser et bytte. De bliver meget opmærksomme«.

Næste uge tog han til Aarhus, ringede på hendes dør og talte lige ind i hjertet på den femme fatale, der bor side om side med den jordbundne jyde inde i Renée Toft Simonsen.

»Der stod han med sin dyne under armen! Altså. Han kunne være meget insisterende og meget charmerende. »Hvad skal du her? Du skal ikke være sammen med mig«. »Nej, vi skal i Vestergade og feste«, sagde han. Så tog han sin dyne, og vi gik i Vestergade«.

Kristian Sandvad var en fest, der aldrig sluttede.

»Han var vild, han var uhæmmet, han var fri med sig selv. Det synes jeg er charmerende. Mænd, som tør være seksuelle. Som kan få mig til at føle mig som kvinde. Jeg har ikke bare en mørk stemme. Jeg er jo lidt maskulin og høj, og netop det at være et bytte, der bliver jagtet, har tiltrukket mig. Han er ludoman, og hold kæft, hvor vi spillede. Hvis der er noget, jeg gerne vil, så er det at vinde. Jeg elsker det. Det er jo også meget maskulint. Min søn Hugo siger: »For dig, mor, handler det om, at de svage må dø«. Ja det gør! Ud med dem! Buff! Det er jo ikke Røde Kors, det her. Kristian og jeg spillede altid. Vi spillede backgammon. Vi spillede yatzy. Morgen, middag, aften. Og det elskede jeg ved ham. Jeg kunne lide den lidenskab, han havde i at hengive sig til sine lyster. Vi kunne sidde i badekar i fire timer og spille, til vi havde badekarsfingre. Han elskede at gå i bad. Jeg elskede at gå i bad. Så lå vi der og røg smøger og drak vin og hældte varmt vand i, når det blev lunkent, og så blev klokken 11, og vi gik i byen«.

De fik børn. Ulrikke, som i dag er 21 år, og Jens Kristian, som er 19. Men allerede da var festen slut. Kristian Sandvad elskede sin kone, men han elskede også alkoholen, stofferne, spillet og de andre kvinder, der følger med, når man er konge af dødsruten. I bogen siger han blandt andet:

»Man kan sige, at hverken John, som hun var kæreste med i USA, eller jeg var den type familiemand, hun egentlig ville have, når det kom til stykket. Jeg vil mene, at Thomas er den mand i hendes liv, der har passet bedst til jobbeskrivelsen sidenhen. Hun er lidt af en rødstrømpe. Hun så derfor gerne, at mit vilde liv sluttede, men det gjorde det ikke. (...) Jeg drak alt for meget og tog meget kokain. (...) Vi gik sammen til forskellige seancer, hun var med mig og deltog i min misbrugsbehandling, hos Anonyme Alkoholikere og den slags (...). Det var Renée, der ville det. Jeg syntes, det var noget lommefilosofisk avl og bavl. (...) Det forløb var en succes i den forstand, at jeg holdt mig tørlagt, indtil Renée var i cirka femte måned med Jens Kristian, så begyndte jeg igen (...). Det var i sidste ende en afgørende faktor for vores brud med hinanden. (...). Renée var meget storsindet og ordentlig efter bruddet, (...) og i dag er hun et sted, hvor hun bare håber, at jeg klarer det bedst muligt, tror jeg«.

Endnu et forudsigeligt nederlag til drømmen om den eneste ene. Hvorfor?

»Ja, hvorfor? Jeg tilgiver hende, at hun gjorde det én gang til, i stedet for at give hende en blodtud. Men at jeg fandt nogle stykker i rap, der havde tendens til lidt for meget fest, det siger noget om mig«, siger Renée Toft Simonsen.

Foto: ENGEL JANUS

Han er fra Egå, jeg er fra Trøjborg

De mødtes engang i en lufthavn. Han havde læderjakke på, og han var så lækker. De havde haft en nat sammen, da John Taylor var væk, og Kristian Sandvad gjorde kur, og de vidste altid, hvor hinanden var. I 1995 flyttede Renée Toft Simonsen fra Kristian Sandvad og til Aarhus med Ulrikke og Jens Kristian. Ved en fest hos en fælles ven mødte hun igen Thomas Helmig, og den nat dansede de tvivlen væk og gik hjem sammen.

»Vi havde det pissesjovt! Han spillede guitar, og jeg lyttede, og vi kunne snakke. Og så har vi en baggrund, der matcher. Han er fra Egå. Jeg er fra Trøjborg. Han er fra 64, jeg er fra 65. Vi kommer fra det samme område, har gået i det samme tøj. Min far hed Jens. Hans hed Ole. Det var perfekt. Han kunne noget helt særligt og kan noget helt særligt. Han er et godt og rummeligt menneske og simpelthen så ordentlig. Han accepterede mine to små børn, som var nogle vilde størrelser ligesom deres far. Jeg tror ikke, han har haft en negativ følelse over for dem. Og de var altså vilde. Hvis jeg havde været hamrende forelsket i en mand, og han skældte mine børn ud, så ville han ryge ud på røv og albuer«.

Renée Toft Simonsen taler en del. Som journalist behøver man ikke spørge særlig meget. Af og til holder hun en pause. I en af dem siger hun:

»Nu har jeg brugt et helt liv på aldrig at skulle definere mig i forhold til mænd, og så sidder jeg og taler ikke om andet. Men det er jo mit liv, og så kan vi sige, at vi ikke vil definere os i forhold til andre. Men det er jo sådan set det, vi gør«.

De flyttede ind i en villa i Risskov med udsigt over Aarhusbugten. De blev gift og fik Hugo i 1998. Dine og mine børn blev til vores børn. De havde det fantastisk. Intellektuelt, åndeligt, seksuelt.

»Der var ikke meget, der kunne vælte vores hus omkuld i de første år, vi var sammen«, siger Thomas Helmig i bogen, og det var i disse år, bøgerne om Karla blev født.

Renée Toft Simonsen havde råd til at gå hjemme og passe Hugo, og hun havde råd til at forsøge sig som forfatter. At skrive blev et helle, og der kom sætninger frem, hun aldrig havde troet, hun kunne formulere. Hun var alene med sin fantasi og dronning i sit eget univers. Bøgerne om Karla handler om en pige på datteren Ulrikkes alder. Hun har en skrap mor med rengøringsvanvid, der tager sig af det hele, og en ansvarsløs far, som ikke tager sig af noget, men er sjov, charmerende, elsker at lege og elsker sin datter overalt. De er skilt, og moren har fundet en ny mand.

Karla går sine egne veje. Hun uddriver rengøringsspøgelser og leger posedame. Bøgerne er fiktion, men har afsæt i både Renée Toft Simonsens egen barndom og hendes datters liv.

»Karla kom til mig, da jeg skulle skrive speciale på psykologi. Andre går ned på specialet. Jeg blev høj. Jeg fandt ud af, at jeg kunne sidde med 300 artikler om adhd og flytte rundt, så det passede til mig. Hold da op. Det er mig, der bestemmer, tænkte jeg. Samtidig var det bevægende og animerende, og så gik jeg i gang med Karla. Det var noget, jeg gjorde af lyst. En anden årsag til, at jeg kom i gang med at skrive, var, at min mand syntes, jeg skulle bruge mit talent på noget bedre end at skrive hadefulde breve til ham«.

’Karlas kabale’ udkom i 2003 og modtog Bog- og Papirbranchens Børnebogspris. Bogen er filmatiseret og omskrevet til teater. Siden er det blevet til mere end 20 børne-, ungdoms- og voksenbøger. Der er solgt over 200.000 bøger i Karla-serien.

»De bøger har betydet rigtig meget for mig. For det første succes. Så betød de, at jeg blev taget alvorligt, og at folk sagde: Kan hun også det? Det sagde jeg også til mig selv. Kan du også det?«.

Hun blev uddannet som psykolog i 2002, men fik aldrig rigtig brugt uddannelsen til noget. Hvorfor? Det spørgsmål har hun hørt før.

»Nåhh, Simon Spies. Du lavede lige Danmarks mest succesrige rejsebureau, men hvorfor brugte du aldrig din uddannelse som psykolog til noget? Det ville man da aldrig have spurgt ham om! Det er sådan noget, man kun spørger kvinder om, og det kan pisse mig af. Nej. Jeg har ikke klienter klokken 10.30 om formiddagen, men jeg har min uddannelse med, når jeg skriver bøger, når jeg laver manuskripter til film og skriver svar i min brevkasse i Femina, som jeg har haft i seks år. Jeg har også stiftet hjemmesiden delebarn.dk, hvor jeg sammen med to andre giver gratis rådgivning til skilsmissebørn. Den uddannelse bruger jeg hele tiden!«.

I nullerne blev det hverdag selv i Risskov. Han ville have lov til at være sig selv, og hun ville have ham så tæt på, at hun kunne sidde på skødet af ham resten af livet. De er i Spanien i deres hus i marts 2003, og hun skriver i sin dagbog:

»Der er omtrent lige så megen ømhed og kontakt mellem os her til morgen, som der er mellem to fede, sorte, slimede snegle, der passerer hinanden i skovbunden, vel at mærke uden at berøre hinandens slimspor. Huset er koldt som is«.

Videre i efteråret 2003:

»Hvad folk end må tro om et berømt par som os, der i det ydre ser ud til at have det hele, kan jeg kun sige, at det passer ikke. Vi har ikke, og vi kan ikke, og vi er de to mest elendige, ensomme sjæle i kongeriget«.

Det gik ikke kun dårligt. Det gik bare ikke godt nok for en kvinde, der vil have passion, kærlighed, opmærksomhed, symbiose. Hele tiden. Hele livet.

»Der skete det, som sker i rigtig mange ægteskaber, men som bare ikke kommer på forsiden af rigtig mange blade. Det blev som ham nordjyden, der siger: »Jeg har sagt, at jeg elsker hende, og hvis det ændrer sig, skal jeg nok give besked«. Du skal hver morgen sige til din kone, når du står op: »Hold kæft, hvor ser du godt ud i dag««.

Hvorfor vil du vide det? Du ved det jo?

»Jeg har brug for at få det at vide. Det har alle kvinder. Alle. Men vi glemte passionen, vi glemte at knalde, og jeg var snart 50. Det ville jeg ikke. Jeg bliver meget firkantet med de ting«.

Forholdet svingede. I Thomas Helmigs tekster kan man høre hvor meget. I nummeret 'Støvregn' skriver han i 2006:

»Så meget at miste/Og det gjorde vi så/Hvor smukt den falder støvregnen/Jeg kan næsten ikke se dig mere«.

Så er der igen lykke på albummet Tommy Boy og 'Din røde kjole' fra 2010.

»Og du har din røde kjole på/Og mit hjerte går i stå/Jeg ved vi ind imellem er lige lovlig Hr. og Fru/Men du har aldrig været smukkere end nu«.

På samme album skriver han også nummeret 'Kiosk'.

»Så´ det nu at solen den går ned/Over mig og min utilstrækkelighed/Så´ det nu mit hjerte følger trop/Og i mens jeg skammer mig/Og i mens jeg gemmer mig/Står du og kigger på«.

------------

Forsommeren 2013. Thomas Helmig var i København for at indspille plade. Renée Toft Simonsen havde været i fitnesscenter og blev passet op af en journalist fra Her & Nu.

»Er det rigtigt at du skal skilles fra Thomas?«

Hun svarede ikke, men det var det. Thomas Helmig var på vej med et album og intet ville komme til at handle om musik, hvis der lå en skilsmisse og simrede under udgivelsen. At få det overstået i et hug ville være det nemmeste, mente de. Så de sendte en pressemeddelelse ud via Ritzaus Bureau.

»Vi er glade for at have fået 17 gode år sammen. Den familie, vi har skabt, vil altid være det vigtigste i vores liv, og vi vil forblive hinandens bedste venner resten af vores dage«.

Det virkede ikke. Thomas Helmig blev skygget til Mallorca, hvor han var taget ned med en anden kvinde. Paparazzibilledet af de to kom på forsiden af Se & Hør. Samme blad kørte forbi Renée Toft Simonsen i en bil med tonede ruder. Hun gik hen til dem og åbnede deres dør.

»Har du faet en ny kæreste?« ville de vide.

De havde skygget hendes bil, havde fotograferet den i indkørslen hos en ven og noteret ankomst og afgangstider. Nu ville de have svar. De ringede til hendes far, til hendes søstre. De fik intet svar, men skrev alligevel.

»Renée er videre: sover hos ny mand«, stod der.

»Renées nye kæreste: ligner Helmig i 1980’erne, og: nu slås de om pengene«.

Renée Toft Simonsen kommer aldrig til at forstå det.

»Hvad fanden kommer det nogen ved? Vi var hver især i gang med at søge trøst for en kort stund, og det er en menneskeret, som ingen skal blande sig i. Men det var mest i forhold til børnene, det var ubehageligt. Med det andet havde jeg det helt ærligt sådan: Rend mig i røven«.

Foto: ENGEL JANUS

Selvtillid i ulvepels

Det rumler i lejligheden. Frem dukker en klatøjet knægt på 16 år i hvid overkrop og røde boxershorts. Han har et krøllet ansigt, uglet hår og et aarhusiansk, der får hans mors til at lyde som rigsdansk. Det er Hugo. Renée Toft Simonsens og Thomas Helmigs fælles søn. Han har været på gøglerskole. I morgen skal han på efterskole. Der er lige en dag hjemme. Foreløbig har han brugt halvdelen af den til at sove længe i.

»Godmorgen«, siger han og begynder at smøre morgenmad. Så diskret som muligt spørger vi, om det er i orden at stille spørgsmål om skilsmissen, som aldrig nåede at blive en formel skilsmisse. Hugo smører ufortrødent videre, og hans mor siger.

»Århh. Han ved alt. Da det var på forsiden af bladene, og jeg ville advare ham, sagde han bare: »Mor. Jeg gider ikke høre mere om jeres privatliv««, siger Renée Toft Simonsen.

De gik fra hinanden. Så længe det varede. Hvilket vil sige et par måneder.

»Da vi var gået fra hinanden, opdagede jeg jo, at det, jeg gik mest op i, var, at Thomas var rigtig ked af det, og at jeg var mest optaget af at passe på ham. »Kom nu her ud og spis«, sagde jeg. »Du kan bare være her««.

Hugo ovre fra køkkenet: »I var jo ikke skilt«.

Mor: »Jo vi var!«.

Hugo: »Nej. Prøv at høre. I sagde, at I var skilt, men I var sammen hver dag og var sammen, som I havde været altid. Det føltes ikke, som om I var skilt«.

Mor: »Nej, men vi prøvede på det, Hugo«.

Hugo: »I var ikke særlig gode til det«.

Mor: »Vi var pissedårlige til det. Men vi forsøgte«.

Hun er flad af grin. »Åhh, hold kæft din lille lort«.

Der kom en genforeningsaften og en genforeningsnat. Så tog Renée Toft Simonsen ud til sin bedste veninde Dorte i Thailand. I smug havde Dorte og Thomas Helmig planlagt, at han skulle komme som en overraskelse. Han havde vielsesringene med. Siden har de boet sammen, og når bogen kommer vil den blive læst i genforeningens lys. Det er også den tone, den er skrevet i. Men den har været undervejs i to år. For et år siden var den blevet læst i skilsmissens lys.

»Jamen er det ikke vidunderligt? Det er jo sådan livet er. Ja, det kunne have set meget anderledes ud. Vi ved med os selv, at vi var så tæt på at miste det, men gud ske lov og tak: Vi gjorde det ikke«.

Verden er fyldt med par, der elsker hinanden lidenskabeligt, mister lidenskaben, bliver metaltrætte, går fra hinanden, og finder ud af at tomheden derude er større end friheden. Forskellen er bare, at resten af verden sjældent er vidner til det.

Derfor sagde Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen heller ikke til nogen, at de var sammen igen efter to måneders adskillelse.

»Vi holdt det hemmeligt, for vi vil ikke være sådan nogen latterlige nogen, der ikke kan finde ud af at være skilt. Og vi ville ikke sige det til vores børn, før vi var helt sikre. Der er jo ingen, der kan tage os alvorligt. Sådan nogen 14-årige, der slår op på facebook hver 14 dag. Som en af ungerne sagde, da de hørte, vi var sammen igen: :

»Skal i ikke skilles mere? Det er Fucking løgn? Er det rigtigt?«.

»Ja, det er det«, svarede vi.

»Fuck. Så skal i altså også love, at det ikke sker igen. Det må i altså love«.

»Men der må man bare sige. Det kan vi da ikke love. Livet har ingen garantier«.

Men har den unge ikke ret i, at det kan man ikke lave for mange gange?

»Jo. Det har den unge da fuldstændig ret i. Synes jeg, at det er skørt, at vi skulle derud?. Ja. Det synes jeg da«.

Til maj fylder Renée Toft Simonsen 50 år. Hun har været verdensberømt i Danmark, siden hun var 17 år, og berømmelsen har givet mere, end den har taget.

»Når jeg kommer ind hos bageren, så smiler de sgu til mig. Når jeg kommer ind i en taxa, så er chaufføren rigtig rar. Det er rigtig fucking rart. Folk er pissesøde og har alle dage været det. Når det er sagt, så er det ikke en stor del af min verden. Det er rart, men rigtig vigtigt er berømmelse ikke. I mit privatliv, hvor jeg er sammen med mine unger, min familie, mine venner, der er det ikke et issue. Det er det ikke«.

Alligevel har hun været glad for udviklingen.

»De sidste 10-15 år har jeg mødt en ros og en beundring i forhold til den, jeg har udviklet mig til. Der er kvinder, som følger med, der har læst mine bøger og givet dem til deres børn. Det møder jeg. En anerkendelse faktisk. Det er fint at være kendt. Det giver en dybere tilfredsstillelse at være anerkendt«.

Er bogen også et vidne om, at berømmelse er et stof, man ikke kan undvære? At du udgiver den, for så er du stadig på?

»Det tror jeg sgu ikke. Jeg skal arbejde med noget helt andet end afhængighed af berømmelse. Man kan tage noget, der hedder en Diagram Test, der fortæller om din personlighed. Jeg boner vildt ud i den test som sådan en Jesus, der bare har set sandheden, ved, hvordan verden hænger sammen, og siger, at kærligheden er det vigtigste af alt. Rigtig politisk korrekt. Min søn Jens Kristian kalder mig dr.phil. Hold nu kæft, siger han. Jeg kan godt se det, jo ældre jeg bliver. Problemet er, at det, at jeg er kendt, giver mig mulighed for at udleve mit jesusgen fuldstændig. Yes. Nu skal I høre, lad lige mor her fortælle«.

Det er en råkold og våd eftermiddag. Hugo kommer ind i stuen igen. Denne gang har han en kæmpe ulvepels på og en smøg i flaben. Det er en af den slags pelse, som kræver en vis selvtillid at bære.

»Det er papas. Men der er jo ingen, der bruger den, og den er skidevarm«, siger han, inden han går ud og ryger en smøg på altanen. Hans mor ryster opgivende på hovedet og siger så:

»Ham der? Han bliver en stjerne i baren«.

Det har hun nok ret i. Hun ved, hvordan sådan nogen ser ud.

Publiceret 18. oktober 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk foldbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden

Annonce