Det er et billede, der har hjemsøgt mig, siden jeg første gang så det i Politiken for flere år siden. Billedet af et barn, der ligger på gaden i en polsk ghetto for jøder. Det er et af mange billeder, jeg kunne vælge, men dette får mig til at ville kigge nærmere på vores verden. Ubesvarede spørgsmål eksploderer inden i mig, når jeg ser på det.
På trods af mit skæg er jeg stadig et bange barn. Og at læse i avisen vedligeholder frygten – som da jeg så dette billede af barnet her. Jeg mener, det var i 2001.
Der er en brutal råhed i skellet mellem skønheden i de barske realiteter og grusomheden i vores liv. Vi danser alle rundt på det skel. Nogle mere end andre. Nogle falder tidligt. Andre vakler af og til. Nogle opdager aldrig, at skellet overhovedet findes.
