Krigen var gået ind i sin sidste fase, mens danske, svenske og norske aktivister kæmpede for at få så mange fanger som muligt ud af koncentrationslejrene, inden det var uigenkaldeligt for sent. Redningsaktionerne havde været planlagt i mere end et år, og gennem to måneder var de skandinaviske fanger blevet koncentreret i Neuengamme-lejren lidt syd for Hamburg. Men da tilladelsen til at evakuere dem endelig kom, var der kun få timer, til fronten nåede lejren. Alt måtte improviseres for at gennemføre en af danmarkshistoriens største humanitære aktioner, tværs gennem det krigshærgede Nordtyskland.
De Hvide Busser er uløseligt forbundet med Folke Bernadottes navn, og Sverige har bygget sin status som humanitær stormagt på deres fundament. Men redningsaktionerne havde været i fuld gang, længe inden Bernadotte kom ind i billedet, og det var norske og danske aktivister og embedsmænd, der stod bag planerne, og som gradvis satte dem i værk i de første måneder af 1945.
Det store gennembrud kom, da Folke Bernadotte med mandat fra den svenske regering i februar rejste til Berlin, hvor han opsøgte Heinrich Himmler, chefen for SS og en af Det Tredje Riges mægtigste mænd. Himmler gik med til at samle de danske og norske fanger, der var spredt i lejre over hele Tyskland, i kz-lejren Neuengamme.
Mens danske aktioner for at bringe især mindre grupper syge danske politifolk direkte hjem til Danmark fortsatte, indledte de svenske og danske busser en storstilet indsats for at hente de skandinaviske fanger til Neuengamme. Transporterne blev stadig vanskeligere og farligere i det krigshærgede Tyskland, og kolonnerne kørte i konstant risiko for de allieredes flyangreb, der ramte næsten al anden trafik på vejene.
