Der herskede en organiseret travlhed på operationsgangen den nat på Læger uden Grænsers (MSF – Médecins Sans Frontières) hospital i den nordafghanske provinshovedstad Kunduz.
Taleban havde erobret kontrollen med størstedelen af byen fem dage tidligere. I den hektiske fase, hvor lemlæstede civile væltede ind gennem porten sammen med sårede soldater, politifolk og talebanere, havde hospitalet behandlet knap 400 patienter. Nu regnede alle med, at det værste overstået.
Natten var stille og behagelig, der var ingen kampe omkring hospitalsbygningen. I pauserne under operationerne benyttede enkelte medlemmer af personalet sig af muligheden for at opholde sig i fri luft uden risiko for at blive ramt af tilfældige kugler. I de foregående dage var hospitalet blev ramt seks gange af strejfskud.
Der var 105 patienter på hospitalet, heraf 4-5 fra regeringsstyrkerne og 20 fra Taleban, dertil kom de caretakers, som patienterne kunne medbringe til at sørge for basal hjælp under indlæggelsen. MSF’s stab bestod af 149 mænd og kvinder, langt hovedparten var afghanere, mens 9 personer udgjorde den internationale stab. Endelig opholdt en udsendt fra Internationalt Røde Kors sig på hospitalet.
