Per Hartvig har set flere pressede planter end de fleste.
Derfor er det heller ikke sådan, at han starter bilen hjemme i Farum og drøner ud i landet for at sikre sig, at det virkelig er en bellis eller noget senegræs, han har fået ind ad døren i tør form.
Men lige den tørrede plante fra Haslev-egnen, han var blevet tilsendt, blev han nødt til at se i levende live.
»Den plante var ikke det, der stod, den var«, siger Per Hartvig, en senet lektor emeritus, hvis navn står uden på Atlas Flora Danica, en enorm kortlægning af den danske flora, der netop er udkommet.
»Først troede vi, at det var en art, som var kendt fra Danmark, men for at være sikker kørte jeg ned for at se efter«, siger han.
Per Hartvig rejser sig fra bænken i Botanisk Haves palmehus (han har snue, så vi er trukket ind i varmen).
»Så viser det sig, at det er bævrestar«, siger han prøvende.
»Star, altså sådan en græslignende en«.
Jeg kan ikke love, at jeg sådan 100 procent fattede storheden i det med staren, lige der på bænken ved mangroveplanterne, men det gør jeg nu.
Takket være de 5 kilo frivilligt arbejde, der siden 1992 er blevet udført landet over, som nu er ude i julehandlen under navnet Atlas Flora Danica. 300 frivillige har gennemgået 1.300 felter på 5 x 5 kilometer, spredt jævnt ud over Danmark, og har på den måde lavet den mest præcise optegnelse af landets flora måske nogensinde. Og i hvert fald siden 1923, hvor den seneste optælling blev gjort færdig. Botanikerne har vandret landet igennem, jævnt fordelt, så både hede, strand, eng, marsk, skov, og hvad der ellers er derude, kom med.
»Det tager en erfaren botaniker omkring 100 timer at gennemgå en rude«, siger Hartvig.
»Men det er så også dem, der kan alle Danmarks planter i hovedet, så de ikke skal gå og slå op hele tiden«.
En femtendedel af Danmark
Vi har at gøre med en vaskeægte kollektiv indsats. Ildsjæle, som har taget ansvar, valgt deres område, fundet fritidstøjet frem og arbejdet uden at få en klink for det.
»Selv har jeg i årevis kørt rundt i Vestjylland, fordi der ikke er helt så mange amatørbotanikere på de kanter«, siger Hartvig. Derfor tog han sig af optegnelserne, eller inventeringen, som de siger, af mange af de vestjyske planter.
Faktisk har han lavet en stor del af Jylland og også en stor del af Nordsjælland, hvor han bor. 140 ruder i alt.
Eller for at kalde det ved dets rette navn: en femtendedel af Danmarks areal.
»Jeg tror på, at man må gå forrest, som leder, og jeg har jo været projektleder på Atlas Flora Danica«, siger han.
Og med den kommentar lader vi lige projektlederen i skovmandsskjorten sidde lidt og blomstre i Palmehuset, mens vi suser en tur til Sverige.
I hvert fald på telefonen. For oppe på universitetet i Uppsala sidder forskeren Jenny Beckman. Hun ved nærmest lige så meget om botaniske selskabers liv gennem seklerne, som Hartvig ved om blomster. Hun fortæller, at botanikken er et akademisk felt, der gennem tiden har bredt sig uden for universiteterne.
Det var den svenske videnskabsmand Carl von Linné, som er berømt for sit system til klassifikation af organismer, der gjorde botanikken til noget for andre end videnskabsfolk.
»Hvis man ser på Linné, så foretog han folkelige ekskursioner. Det var både for hans elever og for lokale borgere. I udgangspunktet var det tanken, at Linné, den berømte videnskabsmand, gik ud og viste, hvordan tingene hang sammen. Men det skabte også en folkelig tradition«, siger Jenny Beckman.
’Herbationer’ kaldte Linné sine udflugter, altså ekskursioner, hvor man så på planter. Ud over at vise planter frem for de lokale borgere var Linné også afhængig af hjælp fra andre videnskabsfolk fra hele verden, for det er praktisk umuligt selv at samle så meget viden, som han lægger til grund for sine bøger.
»Linné blev samlingscentral for hele Vestens botanik. Det var godt nok ham, der stod på forfatterbladet, men alle vidste, at indholdet i bøgerne kom fra alle mulige personer«.
Især Sverige og England har stærke traditioner for frivillige botaniske foreninger, og i Sverige har det især tidligere været en folkesport at finde planter, især de sjældne.
»Lunds botaniske forening udgav i 1900-tallet en årlig liste med vækster, og hvor mange point de hver især giver. Så kunne man konkurrere om at samle flest point«.
Hvad der får folk til at blive hyggebotanikere, kan der være mange forklaringer på. Det er rart at komme ud i naturen, nogle gør det, fordi de er optaget af miljøbeskyttelse, nogle for at få lov til at være med til at sætte verden på formel.
»Der er en gammel gentlemantradition at lave sig samlinger«, siger videnskabshistorikeren Kasper Risbjerg Eskildsen, lektor på Roskilde Universitet og gevaldigt vidende, når det kommer til opslagsværker og oplysningstid. Han fortæller, at netop tanken med at indsamle verden og sætte den i system går igen på tværs af videnskaberne op gennem tiden.
»Linné er et godt eksempel, fordi han har lavet et system, der kan udbredes og bruges af alle«.
Systemet, den binære nomenklatur, går ud på at klassificere alle organismer efter slægt og herefter art.
»Felis catus. Huskat. Felis tigris for tigeren. Homo sapiens. Menneske«, siger Kasper Risbjerg Eskildsen.
Det er altså på ryggen af disse oplysningstanker, Dansk Botanisk Forening står.
Bævrestaren
»For medlemmerne handler det mest om at bruge deres hobby til noget større, tror jeg«, siger Per Hartvig, der stadig befinder sig inde i varmen i Palmehuset.
I Atlas Flora Danica kan man over de mere end 1.200 sider slå op under alle de planter, der er blevet fundet i Danmark, og man kan se, hvor de vokser.
»Du er fra Sorø, derfor tænker du nok, at den hvide anemone er fuldkommen almindelig. Men det er den ikke, hvis du er fra Vestjylland«, siger Hartvig.
»Der er meget større forskel på Østdanmark og Vestdanmark, end vi tror. I vejkanten på Sjælland er der tit fyldt med cikorie, en kurveplante, og pastinak, der er en skærmplante. I Vestjylland finder du ikke dem, men der kan være engelskgræs så langt øjet rækker, der står med sådan en rosa klump i toppen«, forklarer botanikeren.
En række planter er dog fælles for hele landet.
»En masse, du ikke kender, græsser og den slags, og så bellis. Den har vi over det hele«.
I snit er der 525 forskellige arter i en rude, ovre på den jyske vestkyst er der en hel del ruder uden ret meget, og i Nordsjælland er der en hel del med rigtig meget. Blandt andet en med 950 forskellige arter oppe ved Dyrehaven.
»Og så er der altså bævrestaren«, siger Hartvig.
Den plante, han fik ind, som viste sig at være noget andet, end den var kategoriseret som, og som Hartvig derfor tog til Haslev for at undersøge.
»Da jeg nåede frem til lokaliteten, stod der en kæmpe bestand på stedet«.
»K-Æ-M-P-E«.
»Det var jo den, Vahl fandt i 1803, men skrev, at han »havde forglemt i hvilken egn««.
»Jeg kan ikke sige, at det var lige der, han fandt den, men at dømme efter bestanden, så var det mindst en 100 år gammel vokseplads«, siger Hartvig.
Nu tydeligt fascineret af opdagelsen.
»Tænk, hvis den har stået der i 200 år, og ingen har lagt mærke til den. Det er da ubegribeligt«
Publiceret 18. november 2015
