Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Miriam Dalsgaard

Er vi ved at blive fascister?

Går vi alle sammen og ikke mindst regeringen rundt og er en smule fascistiske? Det mener blandt andre den kongelige skuespilchef, Morten Kirkskov. Vi tager ud i landet for at undersøge, om det er ved at blive moderne at gå med skrårem og drømme om Mussolini.

Vi styrter hen over Rådhuspladsen i hælene på en mand med markante bakkenbarter og røde Dr. Martens-støvler. Han vil absolut have os med hen til Den Lille Hornblæser. Den statue har åbenbart noget med fascisme at gøre, ellers giver det ikke mening.

»Her holdt de danske nazister deres store demonstration i 1940«, forklarer manden med bakkenbarterne, historikeren Claus Bundgård Christensen.

»Det var et forsøg på nazistisk magtovertagelse, som er vigtig at have med, når man taler om historiebrug og fascisme«.

Historikeren har en bog med. Han slår energisk op på et billede af danskere, der står og heiler foran Lurblæseren. Men de måtte pakke sammen, de danske nazister. Ikke engang tyskerne støttede deres forsøg på statskup. Det eneste, de fik, var bank af københavnerne.

Claus Bundgård Christensen smækker bogen sammen og halser over H.C. Andersens Boulevard, mens han peger på Dagmarhus, hvor tyskerne under besættelsen havde deres hovedkvarter, med antiluftskytskanoner på taget.

»Det var den rene vare. Det var fascisme ...«, fastslår han.

Og hvad så i dag, spørger vi. Der er jo nogle, der mener, at vi med støvletrampende hast er på vej ind i en ny fascistisk periode. At de mange flygtninge fra Syrien og andre steder er godt i gang med at forvandle os alle sammen til småtskårne, fremmedangste ultranationalister, som bare tænker på, hvordan vi kan skræmme de flygtende væk fra vore grænser. Efter at vi har tømt deres lommer for værdigenstande.

Carsten Jensen siger, vores demokrati er i forfald. Noget i samme stil mener Suzanne Brøgger, Danmark er bristet mentalt, hævder hun. Og senest har Morten Kirkskov, skuespilchef på Det Kongelige Teater, skrevet i Berlingske, at det lige nu er »åndelig armod, dårligt forklædt som frygt og selvglæde, der ligger til grund for fascismens spirende succes«.

Dette forfald og denne spirende fascisme vil vi gerne ud i landet og se nærmere på. Hvad sker der derude?

»Det er en interessant opgave, I har givet jer selv«, bemærker Claus Bundgård Christensen tørt. Han underviser i besættelsen og Anden Verdenskrig på Roskilde Universitet.

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

»Men I får svært ved at finde fascismen i Danmark. I er på en hård opgave«.

Lidt ligesom nazisterne

Morten Kirkskov virker ikke begejstret for at tale med os. Han har fået på hatten for sin fascismekronik. Reaktionen har været voldsommere, end han havde forestillet sig.

Hvorfor bruger du ordet fascisme?

»I mangel af noget mere dækkende. Det kunne være rart, hvis der fandtes et moderne udtryk, der dækker over tonen i debatten om flygtninge. Den er fyldt med fordomme og had til det fremmede og en meget stærk nationalisme«, siger den kongelige skuespilchef.

Vi sidder i hans dæmpet belyste kontor på tredje sal i Skuespilhuset. Gennem det store vindue for enden af kontoret er der en forbløffende udsigt over Københavns Havn.

Hvordan definerer du en fascist?

»Jeg prøver at tale om en tendens. Jeg siger ikke, at nogen er fascist. Det er en mærkelig væske, der flyder i vores måde at tale om hinanden på. Og jeg er jo udmærket klar over, at i det øjeblik, man siger ordet ’fascisme’, så lægger folk afstand ...«.

Blokerer ordet for det egentlige budskab?

»Åbenbart. Det blokerer fuldstændig for det, jeg egentlig gerne vil tale om, som er anstændighed. Som på en måde er det modsatte«.

Morten Kirkskov skrev sarkastisk, at når man kan tage værdigenstande fra folk i nød, så kan man vel også klippe håret af langhårede flygtninge og sælge det som parykker.

»Det kan lyde mærkeligt, at jeg siger ’fascisme’ og bagefter siger, at jeg egentlig gerne vil frem til nogle nuancer i den her debat ...«.

Jo, det kan godt lyde lidt selvmodsigende ...

Jeg ved ikke, hvad fascisme er. Jeg har prøvet at google det

»Det er jeg med på ... Men når jeg går lidt hårdt til værks, så er det, fordi jeg synes, tendensen er der. Og at det er nødvendigt at gøre opmærksom på det i tide. Altså, det bedste ville være, hvis det var løgn, hvis tendensen overhovedet ikke fandtes, og jeg vågnede op efter en ond drøm ...«.

Velkommen til Nyborg

Vi forlader Kirkskovs kontor i det kulturradikale København og taster Nyborg ind på gps’en. Cirka 450 nyankomne flygtninge har skabt en anspændt stemning i denne nordøstfynske by, så måske er det et godt sted at møde det nye, småfascistiske Danmark.

Flygtningene er installeret i Strandvænget, en gammel betoninstitution i udkanten af Nyborg. Det hasteindrettede asylcenter ligger i en park, som breder sig ned mod Storebælt. Nyborgenserne elsker at slentre rundt mellem parkens dværggeder og majestætiske påfugle. Her er endda et suttetræ.

Inden de første flygtninge ankom, klistrede ukendte gerningsmænd skilte op på asylcenterets ruder med budskaber som: ’Asylcenter – Nej tak’, ’Vi sagde nej, Inger’ og ’Ikke velkommen – Nej tak’.

Det var kun begyndelsen. Siden opfordrede den lokale formand for Dansk Folkeparti, Jens Hald, folk til at klippe håret af de frivillige venligboere, som var de feltmadrasser fra en anden tid.

Der var også borgere, som på Fyens Stiftstidendes hjemmeside foreslog politiet at bruge kræfterne på at bekæmpe flygtninge i stedet for de Hells Angels-rockere, der netop havde etableret sig i byen. Hellere rockerborg end asylcenter.

»Så meget kriminalitet begår rockerne altså heller ikke«, argumenterede en rockerfan over for TV 2/Fyn.

Vi triller med andre ord ind i Nyborg med en vis forventning om at møde en by iført skrårem.

Ikke skyggen af en fascist

Det er først på eftermiddagen. Gaderne er tomme.

Vi parkerer ved asylcentret og må både køre i elevator og passere flere døre, før de første asylansøgere viser sig. De er omringet af venligboere.

En af dem er Karina Andersen. Hun har godt nok hørt naboer og venner lufte bekymringer, men »hvorfor ikke bare møde flygtningene i stedet for at male fanden på væggen og altid være skeptisk?«, spørger hun. Næsten dagligt kommer hun på centeret med sin kæreste Dennis, der har afværget en depression ved at arbejde her. Den er god nok, råber Dennis med en pose tøj i hånden.

De har fået så mange ting og sager fra nyborgenserne, at de ikke længere tager imod donationer. Nede ad gangen er en flygtning og hans søn i færd med at systematisere et bjerg af fodboldstøvler.

Men hvad siger naboerne?

Vi traver over vejen til grundejerforeningen Strandparken og springer til side for en fyr på en ualmindeligt larmende knallert. Det er den 22-årige tandlægeklinikassistent Morten Aaby, der bor med sine forældre plus en kat i et af rækkehusene.

Han byder os indenfor, men først efter at vi har forsikret ham om, at det ikke er os, der har skrevet historien om, at nyborgensere hellere vil have rockere end flygtninge. For det passer altså ikke, pointerer han. Godt nok går byens nye indbyggere »i flok til Fakta«, men »det er også det eneste, de gør«, siger Morten Aaby.

Ude på gaden er tonen lidt skrappere. Men en kommentar om, at »der er for mange flygtninge på for lille et område«, viser sig at være det tætteste, vi kommer på uanstændighed denne råkolde dag i Nyborg.

[billedhjul]

Ordene kommer fra en pensioneret fængselsbetjent, der lufter sin hund ved asylcenteret og ikke ønsker sit navn i avisen. Hans kone er ganske vist utryg ved forandringerne, og til sommer må man formode, at alle disse fremmede besætter samtlige bænke i parken, men selv »har han gået herovre siden 1975 og vil blive ved med at gøre det«. I øvrigt foretrækker han til enhver tid flygtningene frem for »rockeridyllen«.

I mellemtiden er Jens Hald, DF’eren, der vil klippe håret af venligboere, gået i skjul. I stedet mødes vi med den lokale Venstreformand, Søren Nielsen.

Over en kop kaffe lægger han afstand til Jens Hald og alle andre, der har sagt ubehagelige ting om flygtningene.

»Det er mennesker, der kommer, og dem må vi behandle, så godt vi kan. De skal ikke lægges i dårekister«, understreger han.

Men venlighed kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at være realistiske, for flygtningene koster penge, og samfundet skal kunne »håndtere« situationen. Ellers går det galt, mener Søren Nielsen. »Man kan frygte, at det kan antænde nogle kræfter, hvis politikerne ikke tager situationen alvorligt og tager for mange ind«.

»Konsekvensen kan blive noget, der minder om fascisme«.

Fascismetest i Haderslev

Efter stimen af overgreb på kvinder i tyske Köln nytårsaften har flere jyske diskoteker meldt om problemer med flygtninge, der ikke respekterer kvinder og ikke lytter til bartenderne.

Et af diskotekerne, Poolhouse, ligger i Haderslev.

»Ser de en pige, så går de helt amok«, har ejeren, syriske Rafi Ibrahim, forklaret til TV Syd om nogle af de flygtninge og asylansøgere, der besøger hans diskoteker.

Vi prøver at komme ind på Poolhouse med den lokale næstformand og kasserer i Dansk Folkeparti, Henrik Jeppesen. Men da vi når frem, er der lukket, hvilket muligvis hænger sammen med, at det er onsdag. Gaderne er affolkede.

I stedet ender vi på Ras, et lille værtshus med grønternede duge og flakkende lys på bordene.

»Selvfølgelig skal man ikke diskriminere bare for at diskriminere«, siger Henrik Jeppesen, »men de har rettens ord for, at det er fint. Man skal kunne betjene sine kunder, og kan man ikke det på grund af sproget, er det fint at afvise dem«.

Han beder om kaffe. Vi tager en slurk af vores øl og får mod til at gribe ned i tasken efter et af de tip, som historiker Claus Bundgård Christensen gav os med på turen.

»I skal prøve det fascistiske minimum af på dem, som er udskældt i debatten«, sagde han.

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

Kort fortalt har en historiker ved navn Ernst Nolte defineret syv ideologiske punkter, som en rigtig fascist kan skrive under på. En fascist er antidemokratisk, antimarxistisk og ultranationalistisk. Han går ind for en centralistisk statsmagt, for en stærk fører, en aktivistisk politisk kultur og bruger gerne vold til at fremme sin politik.

Henrik Jeppesen, der ud over at være DF’er også er revisorlærling, siger »ja« til at være super nationalistisk og går ind for en aktivistisk politisk kultur. Men dumper så med et brag. Meget mere har lokalpolitikeren ikke til fælles med Mussolini og fortidens fascister, hvis man skal tro testen.

»Jeg synes ikke på nogen måde, vi er fascistiske, men man skal selvfølgelig have en sund skepsis over for de udlændinge, der kommer«.

Og den politiske tone er ikke for hård, siger han. Tværtimod.

»Man er jo altid gået lidt ekstra til den, når man snakker om flygtninge og migranter. Der er noget smukt ved, at man kan have så forskellige politiske holdninger og bagefter gå ud og drikke øl sammen. Så længe man ikke bruger trusler og vold«.

Vi får en øl mere. Henrik Jeppesen tager kaffe nummer to.

Turen til grænsen

Vi kører ned til den tyske grænse for lige med egne øjne at se de flygtninge, det hele handler om. Formår den skærpede grænsekontrol mon at holde dem stangen?

Vi smutter uantastede ind i Tyskland ad E45, drejer af ved første afkørsel og snegler os tilbage mod den ret øde grænseovergang. Nogle betjente i gule veste har monteret blå blink på en vejspærring. De vinker os ind på en art rasteplads, hvor vi ruller vinduet ned.

»Må vi se jeres pas«, siger en kvindelig betjent.

Vi har ikke fået passene med, tilstår vi. Men det er så også i orden bare at vise kørekort.

Vil I ikke også have vores smykker? Vi har nogle til over 10.000 ...

»Arj, dem tager vi ikke«, siger en ældre mandlig politimand. »Vi er jo meget flinke ...«. Han ser lidt træt ud, idet han siger det.

Politiet har opført en mindre containerby på rastepladsen. Så man kan håndtere de nødvendige flygtningeprocedurer. Men lige nu ser betjentene ud til at kede sig. Ingen flygtninge i sigte.

Historietime i Kolding

»Jeg ved ikke, hvad fascisme er. Jeg har prøvet at google det ...«, siger en pige på første række i 3. K på Kolding Gymnasium. De har historie.

Klassen var i september sidste år på studietur i München, da flygtningene begyndte at strømme ind sydfra. Det gjorde indtryk. Især da politiet standsede en dreng fra klassen på banegården i Nürnberg, fordi han var mørk i huden.

Men hvad siger de om de fascistiske tendenser i det danske samfund, som kongelig skuespilchef Morten Kirkskov taler om?

Jo, en pige med tørklæde, Medina Pasalic, spurgte for nylig en kvinde på gaden, om hun lige måtte låne hendes mobiltelefon. Det var kvinden ikke meget for.

»Troede hun måske, jeg ville ringe til Islamisk Stat«, siger Medina Pasalic.

En anden pige arbejder i Netto sammen med en syrer, der har været i landet i otte måneder. Flere kunder prøver at undgå at blive betjent af ham, fortæller hun. En tredje pige arbejder i sin brors pizzeria og har på det seneste bemærket, at folk ikke smiler så meget til hende som tidligere.

Da de var i Tyskland, studsede Svend Tönnies Hansen på bageste række over, at flygtningene havde smartphones og andre sager, han ikke forbandt med folk i nød.

»Jeg troede, de ville være i dårligere stand«, siger han. »Måske virker det lidt overdrevet at ville hjælpe så meget, når de har de ting ...«.

»Oh my god!«, lyder det fra den anden side af klasselokalet.

»Jeg ville da også have min iPhone med, hvis jeg flygtede«, indvender Julie Wad Vester, mens hun drejer sig omkring og ser på Svend. Så vender hun igen blikket mod os fra avisen og siger:

»Jeg tror, medierne har rigtig meget at gøre med, hvordan vi ser flygtningene«.

Nu blander Liv Schlage Leroy sig. Hun er tydeligvis en af dem, der går entusiastisk op i politik.

»Det der med, hvorfor flygtninge ikke bare skal være fattige og ynkelige, når de kommer herop«, begynder hun. »Det er sådan noget, de ældre generationer i deres eremitkrebshuse mener. Man burde appellere til folk om at komme mere ud!«.

»Ja, jeg tror, mormødre er meget racistiske«, lyder det fra Frederikke Løvgren Meng.

En mørk dreng, der hedder Elvis Comic, oplyser, at han netop har indledt et samarbejde med Dansk Røde Kors om et velkomstarrangement for flygtninge på egnen. En af klassekammeraterne mumler noget om, at hun bare havde ventet på, hvornår Elvis ville reklamere for sit projekt.

»Vi skal lade være med at sammenligne nogen med Hitler«, afrunder Elvis Comic. »Og i stedet bare hjælpe flygtningene«.

»Jeg synes, det er sådan nogle som Islamisk Stat, der kan sammenlignes med Hitler. Det er underligt at sammenligne danskere med nazister«, bidrager Svend Tönnies Hansen .

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

Vi spørger eleverne, om de kan hjælpe Morten Kirkskov med at finde et mere moderne og dækkende begreb for forandringer i tidsånden end ’fascisme’?

»Fremmedfjendtlighed«, foreslår Sofie Rathje Schumacher. »Et verdensomspændende kaos«, siger Elvis Comic.

Så skærer Liv Schlage Leroy igennem med disse ord: »Jeg tror bare, man skal kalde det ignorance«.

Devaluering af sproget

Ligesom eleverne på Kolding Gymnasium er vi stadig lidt i tvivl om, hvad ordet fascisme dækker over. Hvordan adskiller fascismekortet sig for eksempel fra nazismekortet, som mange hyppigt smider?

»Det er graden under«, forklarer historiker Claus Bundgård Christensen. »Det lyder pænere, når Morten Kirkskov siger fascisme, men han mener langt hen ad vejen det samme«.

Fascisme har i årtier været et skældsord, som især venstrefløjen har benyttet flittigt, når den skulle beskrive kapitalismens forbandelser. Men vi skal vi passe på med at bruge ordet, mener historikeren. For hvad gør vi, hvis ulven kommer?

»Når vi bruger historien på denne måde, mister vi evnen til at identificere fascismen, når den endelig viser sig«, siger han. »Der sker en devaluering af sproget«.

Måske netop i en tid med flygtningestrømme, grænsestrid og opbrud i Europa har vi brug for at kunne identificere fascismen, anfører Claus Bundgård Christensen.

»For jeg vil ikke afvise, at vi får fascistiske massebevægelser i Europa igen«.

Han tænker ikke på Danmark eller Tyskland eller resten af Vesteuropa, men måske Øst- og Centraleuropa. Vi har allerede set små tegn på fascisme i Grækenland med Gyldent Daggry og i Ungarn.

Det stille bagland

Vi kører vestpå ud af Kolding og ender efter 10 minutter på en tåget mark med friske vinterspirer. En stor hvid gård toner frem af tågen.

Aftenen før dukkede et lokalt byrådsmedlem fra Venstre, Merete Due Paarup, op på hotelværelsets fladskærm på Hotel Harmonien. Sammen med ni andre fra partiet havde hun i et debatindlæg i Berlingske protesteret over sine partifællers uanstændige tone i debatten om flygtninge. Det stille bagland, som de kalder sig, gav genlyd ude i landet.

Derfor er vi kørt til Jordrup, hvor Merete Due Paarup har sit reklamebureau.

Lokalpolitikeren tager imod os med sin bjæffende, men kælne labrador Susie. Træt efter et døgn i medierne og med hademails på Facebook. Alligevel klar til at gentage sine ord.

»Jeg kan simpelt hen ikke længere stå over hamburgerryggen oppe i Jordrup Brugs og blive spurgt, om jeg er enig med Inger Støjberg«, siger hun.

Problemet er, at flygtningene bliver talt ned i et »møghul«. Politikerne på Christiansborg lever ikke op til deres »fucking ansvar« for at gå forrest, men fodrer debatten med »åndssvage anekdoter« og »symbolpolitik«, siger hun.

»Det har ingen anden effekt end at skade integrationen«.

Hører du så i virkeligheden ikke til i et andet parti?

»Jeg har da overvejet det«, svarer Merete Due Paarup. »Men jeg føler ikke, jeg hører til andre steder. Og indtil for nylig syntes jeg også, at Venstre var et ordentlighedsparti«.

Hun bruger de samme eksempler som skuespilchef Morten Kirkskov. Det er al den snak om smykkerne, teltlejrene, annoncerne i arabiske medier for at holde flygtninge væk og ikke mindst beslutningen om at give politiet tilladelse til at tilbageholde flygtninge i tre døgn.

»Jeg kommer ligesom Kirkskov til at tænke på jøderne og Anden Verdenskrig. Jeg synes ikke, det er en måde at byde folk velkommen på. Men jeg er ikke så rabiat som Kirkskov«, siger hun, »fascisme er et hårdt ord«.

»Men det er de samme associationer og billeder, jeg har fået på nethinden«.

Vi forlader den oprørske Venstrekvinde og lægger kursen hjemad. Undervejs er der nyt fra Nyborg.

Det er Hells Angels, der har udsendt en pressemeddelelse, hvori de takker nyborgenserne for at have taget dem i forsvar »i forhold til politiets udmelding om, at vi skal jages ud af Nyborg«. Som alle andre danskere kan rockerne godt føle sig utrygge på grund af de mange flygtninge.

»MEN når det er sagt, så er det ikke flygtningenes skyld at de søger hen hvor de kan få et sikkert eller bedre liv«, skriver Hells Angels.

Som derefter placerer ansvaret for Europas ulykkelige situation på Vestens »aggressive fremfærd i Syrien og Libyen, EU’s handelsbarrierer, olieindustriens misbrug og forgiftning af Afrikas ressourcer samt ikke mindst den globale våbenindustris ustandselige jagt på nye konflikter«.

Publiceret 18. januar 2016

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden

Annonce