Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Jørn Villumsen

Jeg troede, jeg arbejdede med noget, der fandtes. Måske har jeg snydt mig selv

I et stort forsøg kunne kun 40 procent af resultaterne fra 100 videnskabelige artikler inden for psykologien gentages. En ærlig og ærgerlig professor fortæller om socialpsykologiens krise og om håbet om en revolution inden for videnskaben.

»Jeg har det, som om jeg er på et skib i stormvejr og ikke kan stå oprejst. Jeg ved ikke længere, hvad der er rigtigt og forkert«.

Ordene kommer fra Michael Inzlicht, der er professor i socialpsykologi ved University of Toronto. Han er en respekteret og mangeårig forsker inden for emnet selvkontrol, som han holder foredrag om og underviser universitetsstuderende i.

Problemet er bare, at han er kommet i tvivl om de selvsamme mekanismer inden for selvkontrol, som han har forsket i i 10 år og før det har læst om og specialiseret sig i gennem 10 år.

»Jeg troede, arbejdede med noget, der fandtes. Måske har jeg snydt mig selv«, siger Michael Inzlicht over telefonen fra Toronto.

Som en professor, der har en solid karriere, føler han et moralsk ansvar for at sige, hvad han mener, også når det er kontroversielt.

Men han er ikke alene om at se socialpsykologiens krise – selv om han er en af dem, der udtrykker sig tydeligt.

I en række tekniske kommentarer i det videnskabelige tidsskrift Science diskuterer akademiske psykologer for tiden fagets troværdighed. Det skyldes især en undersøgelse, der blev publiceret i 2015.

Psykologiens krise

En gruppe forskere fra University of Virginia havde koordineret en stor undersøgelse, som blev bragt i tidsskriftet Science.

I undersøgelsen havde professor Brian Nosek med hjælp fra 269 kollegaer fra mange forskellige universiteter forsøgt at gentage 100 publicerede studier inden for psykologisk forskning. De ville se, om de kunne genskabe de samme videnskabeligt signifikante resultater, når de gennemførte undersøgelserne igen.

Det lykkedes forskerne bag projektet, som er døbt ’Reproducibility Project: Psychology’, at gentage 40 procent af de oprindelige resultater.

Studierne, de forsøgte at gentage, stammede fra artikler publiceret i tre anerkendte tidsskrifter i løbet af 2008.

Et eksempel er et velciteret studie, der handler om, hvorvidt menneskers moralske adfærd hænger sammen med deres tro på den frie vilje. De amerikanske forskere undersøgte denne sammenhæng med en række eksperimenter, hvor de satte deltagere til at løse matematikopgaver, efter at de havde læst to forskellige typer af tekster.

Den ene tekst portrætterede personer, der havde en adfærd, som på forhånd var afgjort af udefrakommende påvirkning. Den anden tekst har forskerne defineret som en neutral tekst.

De amerikanske forskere viste med forsøget i 2008 en effekt på forsøgspersonerne, der havde læst den deterministiske tekst, inden de skulle løse matematikopgaver. Effekten var, at disse deltagere var mere tilbøjelige til at gribe en mulighed for at snyde med opgaverne.

I et andet forsøg viste de samme forskere, at de deltagere, som havde læst deterministiske tekster, var mere tilbøjelige til at kræve overbetaling for deltagelse i forsøget.

Men da ’Reproducibility Project’ med hjælp fra de oprindelige forfattere bag undersøgelsen fra 2008 gentog lignende forsøg, kunne de ikke vise samme effekt af deterministiske tekster eller troen på den fri viljes påvirkning af den moralske adfærd hos forsøgsdeltagerne.

En anden undersøgelse, som blev forsøgt gentaget i Noseks projekt, handlede om undersøgelser af menneskers motivation. Det blev blandt andet testet i forbindelse med godgørendhed, hvor det blev undersøgt, hvordan enkelte ord kunne ændre ved besvarelsesraten på en e-mail, der indeholdt en appel om et bidrag.

Heller ikke her kunne forskerne gentage resultatet, der var blevet fundet i de oprindelige undersøgelser.

Forfatterne til studierne fra 2008 blev bedt om at hjælpe ’Reproducibility Project’ med forslag til opbygningen af forsøgenes design.

»Målet med projektet er at opnå resultater, der er så tæt på de originale som muligt. Når der opstår forskellige resultater, kan det skyldes, at det originale studie var en falsk positiv – altså at der ikke er en effekt – eller at gentagelsesforsøget er en falsk negativ – at vi ved et tilfælde ikke opnåede det originale resultat«, siger Brian Nosek og påpeger dermed også en svaghed i sit eget projekt.

Et gentagelsesforsøg har de samme mulige fejlkilder, som en original undersøgelse havde.

De 100 undersøgelser, som er forsøgt gentaget i ’Reproducibility Project’, handler især om menneskelige oplevelser og om adfærd som humor, relationer, tro og opmærksomhed.

Tvivl om forskning i selvkontrol

Inspireret af Noseks projekt har flere forskere kastet sig over at gentage betydningsfulde forsøg inden for deres felt i psykologien. En af dem er professor Michael Inzflicht.

Han har i 10 år arbejdet med forskning i ego depletion. Ego depletion bruges til at forklare, at selvkontrol ikke er en uendelig ressource.

Det er eksempelvis svært at tabe sig og holde op med at ryge samtidig. Der er grænser for vores evne til at stå for fristelser og grænser for evne til udsætte behov.

I psykologien kalder man det fænomen for ego depletion, og det er sammenhængene i den mekanisme, Michael Inzlicht ikke har kunnet bevise, og som han føler har sendt ham ud på dybt vand.

»Ego depletion er en stor teori inden for psykologien. Og så kan vi ikke vise mekanismerne bag i forsøg. Det kan betyde, at der er noget ved selve ideen, der er forkert, eller det kan betyde, at der er noget ved de forsøg, vi stiller op, der ikke virker«, siger Inzlicht.

Han har sammen med kollegaer forsøgt at vise ego depletion i et stort forsøg med 2.000 mennesker.

De 2.000 deltagere er på forskellige måder blevet bedt om at løse krævende matematiske tests, og bagefter har forskere registreret, om de var mere eller mindre mådeholdne, eksempelvis i forhold til hvad de spiste.

Men forsøgene fik ikke de udfald, som forskerne havde troet. Faktisk var der oven i købet et enkelt forsøg, der faldt ud omvendt af, hvad de havde regnet med – sådan at deltagere viste mere mådehold efter en krævende opgave.

Inzlicht mener alligevel, det nærmest er en erfaret hverdagsviden, at selvkontrol ikke er en evig ressource.

»Vi ved godt, at vi er friskere og har mere viljestyrke først på dagen. Det er om eftermiddagen eller aftenen, vi falder ned foran fjernsynet, og det er nok ikke der, vi drøner ud og løber en maraton. Men det er så ikke noget, vi kan bevise lige nu, og derfor er teorien såret. Det betyder ikke, at den er forsvundet«, siger han.

Er videnskaben vildledende?

Inzlicht kan pege på 400 ældre publikationer, der viser, at ego depletion eksisterer. Men:

»Sandheden er, at der kan findes 1.000 studier, der ikke viser en effekt, men som ikke er blevet publiceret. Studier, der ikke viser noget, bliver nemlig ofte ikke publiceret«, siger Inzlicht.

Han beskriver en grundlæggende struktur i skabelse af viden, som ikke kun gælder inden for socialpsykologi, men også inden for for alle andre fag.

De fleste tidsskrifter er bygget op om at skabe ny viden, og det kan give den indirekte effekt, at forskernes undersøgelser er vinklet mod at finde nye forskningsresultater i stedet for at cementere allerede eksisterende viden.

Tidsskrifterne publicerer ikke lige så mange af de neutrale studier eller studier, der ingen effekt kan påpege, siger Inzlicht.

Og når så man gennemgår alt, hvad der er publiceret i store samlende analyser, kaldet metaanalyser, bliver alle de positive resultater vurderet i ét hele.

»Jeg er blevet citeret i en amerikansk avis for at sige, at metaanalyser er fucked. Og det lyder jo lidt voldsomt. Men det er faktisk sandt, jeg står ved den kommentar. Metaanalyser er dybt problematiske«, siger Inzlicht.

Som underviser formidler Inzlicht sin viden videre til de studerende. Og det er især her, han føler et moralsk krav for at tage et opgør.

»Det er ikke alt, jeg tvivler på. Vi har sikker viden i psykologien. Men det, der står om socialpsykologi i bøgerne – bør jeg stadig undervise i det? Det kan være, at 90 procent er rigtigt, det kan være, at 10 procent er rigtigt«, siger han.

Han er ikke enig med de forskere, som skriver i Science, at der ikke for alvor er et problem i psykologividenskaben. Eller dem, der ikke mener, at det er et problem, hvis den teoretiske socialpsykologi ikke har en sammenhæng med virkeligheden.

Jeg er videnskabsmand, jeg er ikke kunster eller forfatter. Jeg ved godt, at vi ikke kan få adgang til sandheden, men vi kan nærme os den

»Det kan jeg ikke acceptere. Jeg er videnskabsmand, jeg er ikke kunster eller forfatter. Jeg ved godt, at vi ikke kan få adgang til sandheden, men vi kan nærme os den. Og jeg vil gerne så tæt på sandheden, som det kan lade sig gøre«.

Vil Inzlicht fortsat forske i ego depletion fremover?

»Ja – men jeg tror, det bliver på en helt anden måde. Men ja, jeg vil finde en bedre måde at arbejde med det på«, siger han.

Det store gentagelsesforsøg

Brian Noseks gentagelsesprojekt bliver kritiseret af kollegaer, der ikke er enig i fremgangsmåden i ’Reproducibility Project’, og i nogle medier er det blevet kaldt for en slags inkvisition.

Men synes han selv, at han har forrådt sit eget fag?

»Det håber jeg ikke. Jeg har gjort det her sammen med 269 kollegaer, fordi vi er meget optaget af vores fag, og vi vil gerne have faget til at være så robust som muligt. Vi har grebet det an som videnskabsfolk, hvor vi arbejder på at finde en bedre løsning, end der er lige nu«, siger Brian Nosek.

Hans undersøgelse er også et svar på en diskussion, der allerede var i gang inden for faget, da han kom med sit bidrag.

I 2011, da Nosek og kollegaerne indledte deres projekt, fik socialpsykolog Daryl Bem, professor emeritus ved Cornell University, publiceret en artikel i The Journal of Personality and Social Psychology. Den mente at kunne føre bevis for menneskers evne til at se ind i fremtiden og hed ’Feeling the Future: Experimental Evidence for Anomalous Retroactive Influences on Cognition and Affect’.

Bem testede deltagernes evne til at forudsige fremtiden i 9 forskellige forsøg. Bem bad eksempelvis forsøgspersoner om at stille sig op foran en computer. 36 gange kom der så et billede af to sæt lukkede gardiner ved siden af hinanden, og bag det ene sæt gardiner var der et billede. Forsøgspersonen skulle klikke på det gardin, hvor vedkommende troede, at billedet var gemt.

Billedets placering var tilfældigt valgt af computeren. Men ifølge Wired Magazine, der som flere andre medier skrev om studiet, lige efter det kom ud, var deltagerne i en række på 100 forsøgsopstillinger i stand til at lokalisere billedet bag gardinerne 53 procent af gangene – altså en smule oftere, end de burde have kunnet ud fra ren tilfældighed.

Kollegaerne udfordrede det kontroversielle forskningsresultat, og når de ville gentage forsøgene, fik de andre resultater end Daryl Bem. Det satte gang i diskussionen om, hvorvidt der kan være problemer med reproducerbarheden af nogle resultater inden for socialpsykologien.

Kræftforskning er næste emne

Men professor Brian Nosek tror ikke, psykologien er ene om at have udfordringer med validitet i forskningen. Derfor stopper ’Reproducibility Project’ ikke. Det næste store gentagelsesforsøg er allerede i gang. Her samarbejder han med kræftforskere om at gentage forsøg inden for kræftforskningen.

»Det er muligt, at socialpsykologien har nogle særlige metodiske udfordringer, men mange af de forskere, der arbejder inden for naturvidenskaben, taler om lignende udfordringer. Når psykologien som videnskab har fået så meget opmærksomhed i medierne (i USA red.), så er det, fordi man i psykologien forsker i ting, som er lettere tilgængelige og lettere at sætte sig ind i, og fordi psykologien undersøger sit eget fag mere end andre felter inden for videnskaben«, siger han.

Nosek håber på, at hans og kollegaernes forskning kan bruges til at styrke videnskabens validitet i fremtiden. Han ønsker, at hele systemet omkring, hvordan ny viden bliver til, bliver ændret.

»Artiklerne i tidsskrifterne er jo som annoncer for forskning – det er ikke forskningen i selv. Men videnskabsmænd skal kunne efterprøve hinandens undersøgelser, og derfor bør vi dele materialet, koden, jeg har brugt til at fortolke mine data og den proces, jeg er gået igennem. Vi er simpelthen nødt til at lægge det hele frem«, siger Nosek.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce