Foto: Lærke Posselt

Susanne Staun tæppebanker »gennemkneppede klichéer« og uddeler hug til »uldenspeak«

Krimiforfatteren Susanne Staun har kastet sig ud i et korstog for det danske sprog. Prøv dog at undgå »gennemkneppede klichéer« og »uldenspeak«, skriver hun i en ny bog – der også kritiserer sprognævn, sprogforskere og skolen for slaphed.

H ouston, we have a problem, lød det, dengang man endnu turde tale om ’problemer’. I dag kunne det hedde:

»Houston, vi har på en eller anden måde en udfordring«.

Udråbet ville lyde så fesent, at det aldrig ville være nået igennem til Houston. For når sproget bliver klodset og upræcist, står modtageren af:

»Hvis din tekst ligner en trafikulykke eller et øjebliksbillede fra Beirut, er vi skredet«, smælder sprogrevseren og forfatteren Susanne Staun i en bog, som hun udgiver i morgen for usikre – og måske også skråsikre – sprogbrugere. Midt i et succesrigt forløb som krimiforfatter har hun set sig så gal på slapt dansk, at hun har kastet sig ud i en hovedrengøring. Med bogen ’Kort & Cool. Strambuks til skribent og skribente’ ætser hun slattent, upræcist og decideret sminket sprog. Bogen følger op på forfatterens tilsvarende udgivelse sidste år, ’Fuck, en lækker røv. Basisgarderobe til den nøgne sprogbruger’.

Med den første bog ønskede Susanne Staun at gøre grammatik, tegnsætning og sprog tilgængeligt »for selv den splitternøgne sprogspasser«. Nu er hun på jagt efter uklare sætninger og overflødige udtryk. Målgruppen er den almindelige dansker, som dagligt skriver mails, sms’er eller jobansøgninger uden at ane, at budskabet somme tider drukner i ufrivilligt morsomme formuleringer og retningsforstyrrende tegnsætning.

Folk overpolstrer deres sprog, fordi de er bange for at støde og for at blive fastholdt på det, de siger

»Mange har det med sprog, som jeg har det med matematik: Jeg får hvid støj i hovedet og lukker af, fordi jeg tror, at det er svært. Nu gennemgår jeg det helt basale om ord, tegn og sætninger, som jeg selv har lært i skolen. Hvis jeg viser, hvor let det er, er der en chance for, at flere kommer med«, mener Susanne Staun.

Og så uddeler hun ellers »strambuks« til folk, som flæsker deres sætninger ind i isolerende lag af forbehold for ikke at støde. Og hun tæppebanker »gennemkneppede klichéer« og uddeler hug til »uldenspeak« og »præpositionspløre«, som får folk til at formulere sig i forhold til noget og skrive omkring et emne i stedet for at bruge det gode, gamle, præcise ord: om.

Den, du revser – den dårlige sprogbruger – fejler jo ikke med vilje?

»Nej. Men det er ikke bare de sprogligt svage, der ikke kan. Det var et socialt problem engang for ordblinde og folk, der var gået ud af skolen efter 7. klasse. I dag er det et generationsproblem, som dækker fra 17-årsalderen og langt op i 40’erne. Et tidsfænomen, som er en konsekvens af mange års reformpædagogik«.

Det lyder, som om du indtager en gammeldags lektor Blommes position ...?

»Ja, fuldstændig. Det er også grunden til, at jeg bruger det gammeldags udtryk strambuks, som egentlig er ret cool: Jeg vil gerne holde fast i en korrekt sprogbrug«, siger Susanne Staun, som oplever, hvad hun ser som en falsk modstilling mellem kreativitet og viden:

»Det er, som om man ikke både kan være kreativ og bruge sproget korrekt. Fra engang i 1970’erne og frem har folkeskolen set stort på, om børn kunne stave og sætte tegn, bare de kunne udtrykke sig nogenlunde forståeligt. Nu er vi der, hvor undervisere på højere læreanstalter river sig i håret, fordi de mest banale regler ikke overholdes. Men når folkeskolen svigter alle, går det allermest ud over de svageste, som ikke har en mor eller far til at hjælpe sig med at få lært dansk grammatik«.

Ja-hatte og svinggerninger ...

Når Susanne Staun holder foredrag eller diskuterer med de sprogrøgtere, hun kritiserer, får hun hele tiden spørgsmålet: Når du godt forstår, hvad der bliver sagt, er det vel lige meget, at det ikke er helt korrekt?

Jeg er ikke sprogpolitiet, som vil bestemme, hvad folk må skrive. Folk må da alt. Jeg siger bare: Prøv lige engang at se på dine sætninger. Kunne de blive smukkere? Ville de stå skarpere, hvis du fjernede lidt fedt?

»Og der er jeg nødt til at sige nej. Det er ikke lige meget, om man siger svinggerninger i stedet for svinkeærinder. Sproget er et præcisionsinstrument, og som alle andre redskaber skal det vedligeholdes. Det gør vi ikke ved at lade standarderne flyde«.

Og derpå holder forfatteren de ord og vendinger ud i strakt arm, som hun ikke kan fordrage:

Vækste. Tage aktion på noget. Tage ja-hatten på. Sparke til hjørne (når det ikke er fodbold). At nå noget på den korte og lange bane. At sætte barren højt. Og meget apropos her i post-’X Factor’-epoken sendes et ord som »rejse« til Langtbortistan, når det ikke handler om at pakke kufferten og tage af sted:

»Lad for Guds skyld være med at kalde noget, der ikke indebærer transport af tandbørste over mindst 100 km, en fantastisk rejse. Det hedder oplevelse«, hedder det i bogen, der også vrisser over udtrykket: »På en eller anden måde« og udstiller det med det citatet: »Jeg elsker dig på en eller anden måde«.

Bliver du ikke rigid, når du for eksempel afviser avisoverskrifter med »øh« og talesprog? Skal der ikke være plads til leg og eksperimenter?

»Jeg er ikke sprogpolitiet, som vil bestemme, hvad folk må skrive. Folk må da alt. Jeg siger bare: Prøv lige engang at se på dine sætninger. Kunne de blive smukkere? Ville de stå skarpere, hvis du fjernede lidt fedt?«.

Hademail

Sprognævn, sprogforskere og folkeskole får tæsk gennem bogen. Sprognævnet beskrives som »en nikkedukke, der ikke kan sige nej«, og sammenlignes med teenage-forældrene, der bare giver efter, og Susanne Staun serverer sin egen parodi på nævnets holdning:

»Kan du ikke finde ud af at bruge præpositioner rigtigt, så brug dem bare forkert. Hvis du ikke kan overskue, at tog hedder tog i flertal og ikke toge, så spar dine tårer, for vi gør det simpelthen til det nye normale. Tog-toge, vælg selv«, svirper Susanne Staun.

Men sproget ændrer sig, og Sprognævnet skal følge sprogets udvikling ...?

»Ja, selvfølgelig skal sproget udvikle sig, og jeg ser meget gerne en intelligent indvandring af ord og udtryk. Men det, jeg ser, er et sprog, som i stadig ringere grad virker efter hensigten. Når man skal bruge tid på at dechifrere meningen, har vi et problem«.

I forbindelse med sin første bog spurgte Susanne Staun over 70 arbejdsgivere, hvilken betydning sprogfejl havde, når de læste jobansøgninger, og stort set alle svarede, at sproget havde stor betydning.

»De opfattede sproget som et spejl på personligheden og mente, at hvis en jobansøger ikke gør sig umage med sprog, gør han sig nok heller ikke umage med alt mulig andet«.

Får du den usikre sprogbruger i tale med endnu en bog om grammatik?

»Jeg ved, at jeg har fat i en del unge, og bliver glædeligt overrasket, når jeg er ude på skoler og oplever en stor interesse. Sprog og grammatik opfattes som surt stof, man bare skal igennem. Men når man tager den omvendte tilgang og prøver at gøre det lidt sjovt, sker der noget«.

Det er et hovedærinde med bogen at gøre op med høfligt overemballerede budskaber: Udfordring i stedet for problem. Kraftig i stedet for fed. Men Susanne Staun modtog selv hundreder af hademails efter sin første bog, hvor hun brugte ordet »sprogspasser«. Hun er ked af at have stødt nogle, men hun fastholder, at man »ikke forandrer verden ved at kalde den noget andet«.

»Folk overpolstrer deres sprog, fordi de er bange for at støde og for at blive fastholdt på det, de siger«, sukker hun.

I den nye bog anlægger hun derfor stadig en kæk sprogtone med slang og malende billedsprog. Korrekt sprog er ikke tørt sprog, påpeger hun.

»Man må godt bande. Bare man kan stave til det«.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce